Grith Böcher - Psykoterapeut MPF, Traumeterapeut, Tankefeltterapeut

Grith Böcher

Psykoterapeut MPF, Traumeterapeut, Tankefeltterapeut

Videosamtale

8 klientudtalelser

DENNE PROFIL ER IKKE LÆNGERE AKTIV

Familierelationer, parforhold, selvværd, 'forkerthed’/skam, angst, sorg, vrede, depression, traume, livskrise, eksistens + potentiale og udvikling. Grith Böcher - Psykoterapeut MPF, Traumeterapeut, Tankefeltterapeut

Beskrivelse

Velkommen til dig der søger selvindsigt og redskaber til at mestre dit liv.


Uanset hvad din historie og motivation er, vil et psykoterapeutisk forløb bidrage til en større forståelse af din nuværende livssituation. Nysgerrighed og et dybfølt ønske om forandring er et godt udgangspunkt.


I terapien arbejdes der altid med de problematikker, du selv bringer op og altid med, hvad der er aktuelt i dit liv her og nu. Jeg har særligt erfaring i at arbejde med klienter med temaer som problematiske familierelationer, parforhold og sammenbragte familier, manglende selvværd, følelsen af ‘at være forkert’, depression, præstationsangst, skam, sorg, traumatiske oplevelser og eksistentielle livskriser – samt potentiale og udvikling, som er væsentlige elementer i terapien.


Mit faglige grundlag er ID psykoterapi, som har sit afsæt i syv forskellige terapiretninger. Dvs. at jeg arbejder ud fra en bredere forståelsesramme og en holistisk tankegang og jeg benytter mig af forskellige terapiformer og praksisser – bl.a. metoder fra Relationel Traumeterapi, Tankefeltterapi (Tapping) samt Familie/Systemisk Opstilling. Fleksibiliteten ved at kunne arbejde – både adfærdsterapeutisk, kognitivt, psykodynamisk, systemisk, eksistentielt, humanistisk og transpersonelt – gør at terapien til hver en tid kan tilpasses dig og din aktuelle situation. 



Terapi kan gøre en forskel, hvis du

  • er i krise eller sorg af helt konkrete årsager
  • har en problematisk relation til kæreste, familie, ven eller kollega
  • har oplevet svigt eller traumer, som fortsat præger dig i dit liv
  • har en diffus følelse af tristhed eller meningsløshed
  • mangler mål og retning i tilværelsen
  • føler ensomhed, mindreværd eller angst
  • længes efter at udleve dine drømme og dit potentiale


Som terapeut er det min opgave at skabe et trygt rum og et fristed til dig, der ønsker at lære dig selv endnu bedre at kende. Jeg vil være nænsomt tilstede for dig, der har mod på at se det sårbare og det svære i øjnene. Via forandringsprocesserne vil du opnå nye indsigter og større bevidsthed. Jeg faciliterer forløbet og støtter dig i dine bestræbelser på at blive den bedste udgave af dig.



I terapien arbejdes der bl.a. med

  • hvordan begrænsende selvbilleder påvirker éns måde at agere på – tilknytningsmønstre og virkelighedsopfattelse
  • at skabe bevidsthed omkring reaktionsmønstre som gentager sig på uhensigtsmæssigt vis – fastlåste adfærds- /og tankemønstre
  • den tætte sammenhæng mellem krop og psyke, følelser og tanker – helbred og egentilstand
  • dén dårlige oplevelse – stor som lille – tilstande, som aldrig er blevet reguleret og integreret i personligheden på en hensigtmæssig måde
  • heling og færdigheder indenfor personlig og spirituel udvikling – kropssansninger og selvreguleringsfærdigheder


At gå ind i en intens og personlig udviklingsproces, hvor dybereliggende årsager og problematikker blotlægges kan være sårbart og det kræver mod og vilje til forandring. Men det er faktisk også vigtigt at nævne, at du i den terapeutiske proces og selvrefleksion også vil opleve, at det er spændende og ind i mellem ligefrem kan give anledning til et godt grin.


Nogle fornemmelser og tilstande kan italesættes og andre kan forekomme ordløse. Jeg er med dig som en slags stifinder – og faciliterer opdagelsen af dét, du ikke allerede véd om dig selv.



Min baggrund

  • Medlem af Dansk Psykoterapeutforening (MPF) – hvis kriterier for medlemskab er en garanti for høj faglighed. Jeg har tavshedspligt og følger Dansk Psykoterapeutforenings etiske regelsæt.
  • Har egen privat praksis i Trepkasgade nr. 4 på Østerbro, København.
  • Certificeret ID-psykoterapeut fra ID Academy / v. Ole Vadum Dahl.
  • Efteruddannelse i Relationel Traumeterapi, Moaiku v. Merete Holm Brantbjerg / Neuro Resilience Exercises v. Kolbjørn Vårdal.
  • Supplerende grunduddannelser i henholdsvis TFT/EFT  – Tapping  (Tankefeltterapi / Emotionel Frihedsteknik) og METAsundhed, Mygind Institute v. Lars Mygind samt Bach Terapi v. Anne Hammer Langgaard.
  • Oprindeligt uddannet Cand.arch, Kunstakademiets Arkitektskole.



Praktisk info

  • Min praksis i Trepkasgade ligger i gadeplan og lokalet har direkte adgang fra gaden – der er derfor ikke et venteværelse. 
  • Afbud skal ske 24 timer før den aftalte session – ellers betales der fuld pris.
  • Kontaktinfo findes øverst på siden her. Du kan enten bruge GoMentors bookingsystem eller du kan sende mig en email eller sms – så laver vi en aftale.


Du er velkommen til at kontakte mig for tidsbestilling eller uddybende spørgsmål. Jeg glæder mig til at møde dig / Grith

Biografi

Klientudtalelser

Kvinde, 56 år - "Jeg er en kvinde på 56 år, som har konsulteret Grith da jeg følte mig forvirret og utilpas. Frustreret og stresset, både i mit personlige liv, men også i mit arbejdsliv. Vi har arbejdet med relationer, specielt ift. min mor. Det har været rigtig givende og har hjulpet mig til en større forståelse og accept, ja kærlighed til min mor. Vi har arbejdet meget med selvværd og arbejdsrelaterede emner. Vi har arbejdet med løsninger ift grounding. Og meget andet. Arbejdet har været præget af Griths store viden og kompetencer ift. forskellige metoder at arbejde på. Metoderne er selvfølgelig først og fremmest samtale, iblandet forskellige øvelser hvilket har fungeret rigtig godt for mig. Jeg har ønsket at se fremad og finde konstruktive måder og metoder som jeg kan anvende fremadrettet. Og det har jeg virkelig fået. Jeg vil helt sikkert vende tilbage hvis jeg mærker behov for redskaber til at komme videre, eller bliver fanget i uhensigtsmæssige mønstre igen. Som en sidegevinst er jeg næsten trappet ud af min antidepressive medicin. Jeg kan varmt anbefale Grith"  Læs mere  Læs mindre

Kvinde, 33 år - "Mit første møde med Grith var i sommeren 2021, da jeg pludseligt stod i mit livs sværeste sorg, som jeg på ingen måde så mig ud af, udover at begynde i terapi. Periodevis har jeg gjort brug af både psykologer, terapeuter og coaches, bl.a. grundet depression, angst og personlig udvikling, men ingen har været, mødt og/eller set mig som Grith. Jeg er nu på mit tredje forløb, og jeg kan ikke forestille mig, at skulle undvære Grith i min sparring og perspektivering her i livet. Efter hver session går jeg fra det skønne lokale på Østerbro, med ny viden og aha-oplevelser. Grith er blevet min livsmentor, og har hjulpet mig - og hjælper mig fortsat - med bl.a. (livs)traumer og strategier, sorg, tanke- og følelsesmønstre, selvværd, eksistens; at se på mig selv, mine relationer og livet på en ny og anderledes måde, som jeg ikke troede mulig, men altid vil være taknemmelig for :-) Alle burde ha' en Grith i deres liv."  Læs mere  Læs mindre

Kvinde, 33 år - "Det har været livsforandrende for mig, og ting som har fyldt for mig på bestemte måder i mange mange år, begynder pludselig at være anderledes. Noget jeg helt oprigtigt aldrig havde troet, var muligt. Den aften jeg skrev til Grith første gang, havde jeg en forestilling om, hvilken rejse jeg skulle på, og ikke mindst (og nok mest af alt) hvilket mål, jeg skulle ende ud med. Min rejse blev helt anderledes. Den startede angstprovokerende, uoverskuelig og med en stor følelse af fastlåsthed. Nu sidder jeg et halvt år efter. Vi er stadig på rejsen. Vi – for selvom jeg er klar over, at rejsen er min, så føles Grith som en perfekt og uundværlig rejsemakker. Rejsen føles nu spændende. Til hver telefonsession er jeg nu spændt på, hvad jeg nu lærer om mig selv. Jeg er nysgerrig og jeg oplever at finde mere og mere hjem til mig selv. Hvor jeg før så alle bakkerne på rejsen – alle udfordringerne og håbløsheden, ser jeg nu de smukke små forandringer – inde i mig og udenom mig. Processen er enormt (og ubeskrivelig) lærerig. Og jeg vil bare have mere! "  Læs mere  Læs mindre

Mand, 29 år - "Jeg fik anbefalet Grith af min læge efter samtaler med både psykiater og anden terapeut. Disse havde ikke gjort meget for mig, da jeg ikke følte mig mødt, forstået eller at der egentlig blev lyttet til hvad jeg sagde. Fra første færd af med Grith følte jeg, at jeg var et kærligt og meningsfyldt sted. Et sted hvor jeg blev mødt med et sjældent nærvær og en ægte interesse og forståelse for hvem jeg var og er som menneske. Det var noget der gav grobund for hvor ærlig jeg selv kunne være – hvad jeg turde sige højt – og det var startskudet til en accept og forståelse af mig selv, som jeg ikke kan sætte en pris på i dag. At gå i terapi hos Grith har bibragt mig en essentiel selvindsigt og selvforståelse, der har gjort førhen uoverskuelige problemer overskuelige."  Læs mere  Læs mindre

Kvinde, 37 år - "Da jeg i vinter oplevede depressive tilstande, var det nemt for Grith at gribe mig, da vi allerede kendte hinanden godt efter et halvt års terapi. I Grith har jeg en terapeut, der kan bidrage i alle de livsaspekter, jeg har taget op indtil nu. Selvom vi har set hinanden fast igennem et år, har jeg ikke i sinde at stoppe. Der behøver ikke være krise eller problemer før, man begiver sig ud på en rejse med Grith. Det at et valg om at prioritere sig selv og egen udvikling."  Læs mere  Læs mindre

Mand, 37 år - "Jeg har været rigtig glad for at gå i terapi hos Grith og er taknemmelig for de ting, der sker i mit liv. Nogle gange kræver det hjælp udefra, at blive gjort opmærksom på éns eget værd. Dét hjælper Grith bl.a med til, som den dygtige fagperson hun er. Det skinner igennem, at hun er oprigtig og har hjertet på rette sted. Det gør, at jeg føler mig mødt og er tryg ved at åbne op."  Læs mere  Læs mindre

Kvinde, 25 år - "Jeg har gået i terapi hos Grith gennem længere tid – i nogle perioder mere end andre. Grith har hjulpet mig med at komme ovenpå igen og jeg har virkelig udviklet mig som menneske. Terapi er noget alle ville have godt af – det er sundt for både krop og sjæl."  Læs mere  Læs mindre

Kvinde, 71 år - "Jeg er en kvinde på 71 år, der for et par år siden havde nogle familiemæssige problemer, som jeg valgte at få professionel hjælp til. Jeg fik anbefalet Grith – og det fortrød jeg bestemt ikke. Hun hjalp mig med at få styr på mine problemer. Grith er en varm og forstående person, som jeg stærkt kan anbefale."  Læs mere  Læs mindre

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.