Skrevet d. 18-11-2020 12:40:05 af Marie Hyltén-Cavallius - Coach, Stresscoach, Mentaltræner, Mentor, Stressterapeut, Terapeut, Business coach, MBSR mindfulness instruktør, Metakognitiv terapeut
Mange klienter kommer i min praksis, fordi de har en oplevelse af, at deres arbejdsliv ikke længere giver mening for dem. De føler, at de leverer varen, men der kommer ingen respons og langsomt bliver deres virke til en ligegyldig aktivitet, som med tiden skaber enten frustration, apati eller rodløshed.
Forskning i både "arbejdsliv" og "mental trivsel" vidner om, at MENING er helt afgørende for vores oplevelse af livskvalitet - det kan være i det helt nære eller på den helt store klinge og alt det imellem. Om vi er ansat som medarbejder eller leder i en større virksomhed, laver research til et forskningsprojekt eller fileterer torsk på en fiskefabrik er vores søgen efter mening i livet altid tilstede. For hvad enten vores arbejde er midlet til målet eller spiller en bærende rolle i sig selv, bliver vi utrygge, hvis der ikke et eller andet sted i vores liv findes en mening med det vi gør. Hvis vi ikke får en anerkendelse af, at det vi gør er med til at gøre en forskel for nogen eller noget.
Hver dag hjælper jeg klienter med at kortlægge deres unikke meningshorisont og herunder kommer vigtige spørgsmål på banen:
- Hvad skal der til for at opretholde motivation?
- Hvilke arbejdsmæssige rammer trives jeg med?
- Hvad er en god leder eller kollega?
- Hvilke værdier er bærende for mit arbejdsliv og mit liv som helhed?
Hvilken rolle spiller MENING mon i dit liv?