Spiseforstyrrelser

Umiddelbart skulle man tro, at en spiseforstyrrelse handler om mad - maden, og forholdet til mad, skal dog mere ses som en tvangspræget udtryksform. Men hvorfor opstår den overhovedet? Ofte er tilstanden forårsaget af store, evt. traumatiske og uhåndterlige, oplevelser, hvor man prøver at genfinde sin kontrol, beskytte sig selv eller dæmpe den indre uro. Andre årsager kan være, at man i en lang periode har undertrykt sine følelser, ikke føler sig taget alvorligt eller accepteret eller, man har være udsat for krænkelser af forskellig art. Det skyldes bl.a. mobning eller seksuelle overgreb, at man har mistet en nær person eller har oplevet omsorgssvigt eller svigt af anden grad. Der kan være lige så mange forklaringer og årsager, som der er mennesker med spiseforstyrrelser. Forstyrrelsen er fremtrædende i mange forskellige aldersgrupper, men oftest er det unge kvinder, som er mest ramt.

Typer af spiseforstyrrelser

De mest almindelige spiseforstyrrelser er:

• Anorexia Nervosa – Nervøs spisevægring. Mennesker med anoreksi prøver at bringe vægten ned ved at holde en streng diæt med et minimum af mad – helst helt uden fedt. Desuden prøver man at tabe sig ved hård motion, selvfremkaldte opkastninger, slankemidler eller afføringspiller. Selvom menneskets krop kan klare sig uden mad, er det nødvendigt at indtage en vis mængde mad hver dag for at kunne fungere effektivt i hverdagen. Når mennesker sulter sig, frarøver de kroppen dens fornødenheder, og dette har omfattende konsekvenser for kroppen.
• Bulimia Nervosa – Nervøse spiseanfald. Mennesker, der lider af bulimi, gennemgår som regel to særskilte stadier. I den første ’fråde-fase’ overspiser de. De indtager ekstreme mængder af mad, og dette anses generelt som værende usundt. For at gøre det godt igen, gennemgår de den næste ’udrensnings-fase’, hvor de bruge forskellige metoder til at komme af med den store mængde mad, de har indtaget.
• Binge Eating Disorder – Tvangsoverspisning. Her oplever man tilbagevendende spiseanfald som ved bulimi, men uden de efterfølgende forsøg på at komme af med maden eller vægtforøgelsen igen. Disse mennesker ønsker at være normalvægtige og har ikke det forvrængede syn på deres egen krop som hos de to andre grupper, men de føler sig ofte overvægtige.

Symptomer på spiseforstyrrelser

Så snart ens tanker og adfærd i forhold til mad og kroppen begynder at påvirke ens livskvalitet, er der tale om en forstyrrelse. Det er en lidelse, hvor tankerne tager overhånd, og den spiseforstyrrede ikke længere har kontrol over sine handlinger. Da en spiseforstyrrelse, handler om den mentale tilstand, vil symptomerne ofte komme til udtryk ved følgende psykiske symptomer:

• Humørsvingninger
• Isolation fra andre
• Lavt selvværd
• Manglende koncentrationsevne
• Depression

Fysiske symptomer kommer til udtryk ved:

• Forstoppelse
• Træthed
• Hovedpine
• Svimmelhed
• Søvnbesvær
• Maveonde
• Manglende eller uregelmæssig menstruation

Det er vigtigt at være opmærksom på, om nogle af disse tegn kommer til udtryk, hvis man har den mindste mistanke om, at der er tale om en spiseforstyrrelse. Ved bulimi kan der desuden ses emajleskader på tænderne, forårsaget af de gentagne opkastninger. Hos spiseforstyrrede, der ikke får hjælp i tide, kan det ofte være sværere at hjælpe. De værste konsekvenser, ved en længerevarende spiseforstyrrelse, kan være, at den ramte udvikler en depression, angst og fobi for bl.a. mad og at spise generelt, andre psykiske lidelser, selvskade eller selvmordstanker. Derfor er det vigtigt at få hjælp, inden det tager overhånd.

Hvordan behandler man en spiseforstyrrelse?

Behandlingen kan være vanskelig, da forstyrrelsen er præget af kontinuerlige tvangstanker, som kan være svære at ændre på. Ofte vil en spiseforstyrret benægte sit problem ved at prøve at overbevise omgivelserne om, at de har styr på det hele. Selv når problemet er indrømmet og anerkendt, kan de have det ambivalent med behandlingen eller tilbagevendende symptomer. Motivation er derfor yderst vigtigt for et godt samarbejde med en psykolog eller terapeut. Tidlig behandling og inddragelse af familie og pårørende kan også bidrage til et godt resultat.