At leve sit liv på lånte ressourcer

Skrevet d. 3-2-2020 11:47:44 af Marie Hyltén-Cavallius - Coach, Stresscoach, Mentaltræner, Mentor, Stressterapeut, Terapeut, Business coach, MBSR mindfulness instruktør, Metakognitiv terapeut

Hvor ofte sætter vi os ned og tænker grundigt over, hvad vi værdsætter i vores liv? Ikke ret ofte, for når det hele kører derudaf og vi i forvejen føler os utilstrækkelige, er det ikke lige der vi siger til ungerne: Hey, jeg sætter mig lige en times tid alene og tænker over, om mit liv giver mening. At spørge sig selv: Har jeg det egentlig godt og hvad er vigtigt for min trivsel kan i den sammenhæng være et luksusspørgsmål, når børn skal hentes og bringes, konfliktniveauet med partner eller ekspartner er højt, huslejen skal betales og verdensfreden for øvrigt er truet. Noget andet er, at det også kan være ret angstprovokerende at filosofere over livet, når tilværelsens brikker ikke helt går op og det gør de jo egentlig sjældent. Vores evne til at fortrænge kan her være en kærkommen gave, fordi vi kan bruge mekanismen til at sætte låg på de gryder der syder og bobler og på den måde forhindre, at det korthus vi har opbygget gennem årene ender med at kollapse.


Når vi bliver indhentet af vores egen mistrivsel

Problemet er bare, at det oftest ender med at æde os op indefra, hvis vi over tid er landet et sted, som hverken understøtter vores værdier eller vores helt grundlæggende forståelse af hvad der giver livet mening. Hvis vi aldrig sætter tid af, til at tænke over, hvad der betyder noget for os og livet konsekvent betragtes som et projekt der skal overleves fremfor at leves, risikerer vi at ende i en jævn utilfredshed. Vi luller os ind i et mønster, hvor alt nok skal blive godt en dag, men aldrig er det lige nu. Når vi har levet tilpas mange år på den måde, begynder vi måske også at dulme vores symptomer på mentale og fysiske ubalancer gennem selvmedicinering. Det kan være for meget mad, alkohol, rygning, arbejdsnarkomani etc. Stimulanser der tager brodden af vores ubehag og omfavner vores nervespidser, men aldrig helt løser vores udfordringer. For en dag sker det alligevel: Vi bliver overhalet af vores egen mistrivsel og selv evnen til at fortrænge eller dulme rækker ikke.


Men hvad kan vi egentlig stille op, når livet ikke lige formede sig så snorlige, som vi oprindeligt havde tænkt?


Tag kontakt til din indre filosof

Hvis vi vil gøre en aktiv indsats for at skabe bedre trivsel for os selv og vores familie er der desværre ingen vej udenom: Vi er nødt til at stoppe op, tage en dyb indånding og trække vores indre filosof op af hatten. Hvis vi savner bedre livskvalitet, må vi død og pine ind og stille de helt store spørgsmål: Hvad gør mig glad? Hvad giver mig lyst til at stå op om morgenen og hvad synes jeg egentlig giver mit liv værdi? Det er ikke nemt - det er svært og ja, det tager tid – lige præcis den tid vi oplever, at vi IKKE har. Så den dårlige nyhed er, at der ikke findes et quick fix, der kan ændre tingene fra den ene dag til den anden. Det ved vi jo dybest set godt. Den gode nyhed er dog, at hvis vi beslutter os for at stoppe op og give os selv den tid det tager at få fat i vores indre værdikompas, så kan det være en livsændrende oplevelse - til glæde for os selv og vores nærmeste!


Så når hverdagen har overtaget, energiniveauet er lavt og lysten til at gå igang med et selvudviklingsprojekt ligger på et meget lille sted, skulle du måske alligevel prioritere at lave en kop kaffe og sætte noget tid af til dig selv uden afbrydelser. Måske denne tretrinsøvelse kan hjælpe dig i gang.


Trin 1:

Tænk på et drømmescenarie Forestil dig en situation uden begrænsninger - en situation hvor alt er muligt og alt er tilladt. Hvordan vil dit liv se ud i det lys? Hvad vil du værdsætte og hvordan vil du beskrive dine helt grundlæggende værdier? Hvilke oplevelser vil du fylde dit liv med? Hvilken forælder vil du være for dine børn, hvilken partner vil du være? Hvilken ven vil du være? Hvilket arbejde vil du have og hvilken plads har det i dit liv? Hvilke kvaliteter vil du værdsætte hos andre? Hvor vil du bo? Hvad ville du lave i din fritid? Hvordan ville du prioritere i dit liv? Skriv så det hele ned, så detaljeret som muligt.


Trin 2:

Sammenhold drømmescenariet med din aktuelle livssituation Hvor adskiller dit liv sig mest og hvor adskiller det sig mindst fra drømmescenariet? Er der noget du kan ændre med det samme og hvilke ændringer kræver et langt sejt træk som kalder på langsigtet planlægning og målsætning? Hvad funger godt på nuværende tidspunkt og hvad fungerer mindre godt? Er der noget du konkret kan gøre for at udvide rammerne for det der fungerer? Hvad skal du lige nu slippe tanken om at ændre? - måske kan du tage det op på et senere tidspunkt. Med andre ord, hvad skal du lære at leve med, hvad VIL du leve med og hvad kan du ikke leve uden? (skriv ned).


Trin 3:

Vurder hvilke konkrete initiativer, du skal tage på kort og på lang sigt Hvordan kan du med små skridt nærme dig nogle af de ønsker, behov og værdier, der på trin 1 havde betydning for dig? Er der nogle du kan spørge om hjælp og kan du forklare, hvad du har brug for hjælp til? Hvilke initiativer skal du selv tage på kort og på lang sigt, for at nærme dig et liv med mere lyst og overskud? Hvad kan du selv gøre for at skabe bedre rammer for din mentale og fysiske trivsel? (skriv ned).


Øvelser som denne kan være udfordrende, når man sidder der alene og skal tage sit liv op til overvejelse og måske er det nødvendigt med professionel hjælp til at finde muligheder og udveje, fra de tanker der er gået i hårdknude. Det kan være nødvendigt at få redskaber hos en coach eller en psykolog, der kan støtte dig i at finde motivationen og give dig modet til at handle. Men måske en øvelse som denne alligevel kan sætte gang i en proces, hvor du går på opdagelse i dit eget liv og mærker efter, hvor skoen egentlig trykker. En proces hvor du begynder at tage aktiv stilling til måden du lever dit liv på, sådan at dagene ikke bare passerer utilfredsstillende forbi dig… 

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.