I julen kan det være ekstra svært at være en sammenbragt familie

Parterapi med fokus på problematikker omkring sammenbragte børn

For sammenbragte familier der ønsker at forebygge eventuelle kommende konflikter og for sammenbragte familier der allerede lever med konflikter og smerte.

De henvendelser jeg får fra par i sammenbragte familier, kan hovedsagligt deles op i to ”emner”. Det ene emne handler om, at forældrene ønsker at forebygge eventuelle kommende problematikker i forbindelse med at skulle få børn fra to familier til at leve sammen.

Det andet emne handler om, at der i den sammenbragte familie allerede har udviklet sig et sårbart konfliktfelt, som er blevet til vaner og hverdag og giver grobund for smerte og konflikt.

Forskellig bagage og forbehold I en sammenbragt familie kommer hver af forældrene med deres egen bagage, tidligere kæreste- og familieerfaringer og ikke mindst brudte forhold bag sig. Dette betyder, at de begge har hver deres (forskellige) forbehold overfor den nye familie. Det samme gælder i princippet for børnene, der oftest har en naturlig skepsis, andre værdier eller spilleregler, som de synes er de vigtigste i en familie.

Forskellige følelseskulturer

Nogle gange kan det være nødvendigt at hele det sammensurium af følelser bliver sagt højt til hinanden. Selv de følelser som umiddelbart kan være lidt forbudte – det være sig jalousi, vrede, angst etc. – kan det være nødvendigt at lufte, da det at få en sammenbragt familie til at fungere, svarer til at få to (følelses)kulturer til at smelte sammen. Der vil være forskellige, måske modstridende, rutiner, måder og værdier, der skal afstemmes, så I kan skabe en ny og velfungerende måde at være sammen på, hvor alle forhåbentlig kan trives. Og i de fleste tilfælde vil det være essentielt at gammel bagage, knuste drømme osv. bearbejdes før, der kan dannes en ny familie.

Dilemma og opgivelse

Hvis der er noget, som kan få os til at reagere, gå i forsvar, føle og kæmpe, så er det vores egne børn. Ofte opstår der et dilemma for os, når vores egne børns behov og behovene hos vores partner (og dennes børn) ikke stemmer overens. “Jeg orker/gider/kan ikke mere!” Er nok en tanke, der ofte har været poppet op hos dig, hvis du er i gang med at få projekt sammenbragt familie til at fungere.

Det kan være at børnene er vrede, brokker sig eller er pjevsede, det kan være du som voksen føler, at du drøner rundt for at forsøge at gøre alle tilfredse, men at intet rigtig virker. Jalousi, vrede, dårlig samvittighed og skyldfølelse Mange kommer også i kontakt med en følelse af jalousi på kærestens forhold til barnet, eller en jalousi, som går på det liv, som kæresten tidligere havde med sit barn og forælderen. For nogle voksne kan det også være vanskeligt at åbne op og knytte sig til den andens barn. Der kan også være en stor grad af uenighed om hvilken plads, I som voksne skal have i forhold til børnene.

Skyldfølelse og dårlig samvittighed fylder ofte meget, men det er følelser der kan være svære at genkende eller se i øjnene. Det kan også være at et eller flere af børnene ikke kan lide den nye kæreste. Det kan være barnet stadig føler en loyalitetsfølelse til sine forældre, eller stadig dvæler ved sorgen over tabet af den oprindelige familie. Det kan være barnet ser den nye partner som årsag til bruddet i den biologiske familie.

Det vigtige for mig er, at jeg får sat mig dybt ind i netop jeres problematik, for at vikle de tråde ud, som spiller ind i konflikten.

Flere terapeutiske forløb kan være hensigtsmæssige

Det kan være givtigt og måske endda nødvendigt at arbejdet i jeres sammenbragte familie, både forgår med jer som par, med hele jeres familie og også med barnet for sig selv. Hvordan et forløb skal tilrettelægges, afhænger af hvilken problematik, der udgør kernen i netop jeres familie.

Det KAN lykkedes

Hverdagen i en sammenbragt familie kan i perioder opleves ulykkelig og måske endda uforbederlig, men jeg har haft succes med at hjælpe andre familier med at få afklaret deres forventninger og få skilt tingene ad. Første skridt kan være at acceptere (med kærlige øjne) at I ikke er én stor lykkelig og forenet familie, bare fordi I nu bor sammen, for det er alt for urealistisk. I sammenbragte familier gælder det i høj grad, at man ikke ER en familie, men at man kan BLIVE en familie – men det kræver hårdt arbejde.

Forhøjet stressniveau og skuffelse

Måske du føler et vedvarende forhøjet stressniveau i din nuværende situation. Måske du primært er i kontakt med skuffelse, skuffelse over at familielivet alligevel ikke er blevet så idyllisk og kærligt, som du drømte om. Det kan være du endelig er landet efter din tidligere skilsmisse, at du har fået bygget selvtillid og egen-formåen op igen, måske endda er blevet forelsket – men så kan mærke at erkendelsen om, at din nye familiesituation er mindst lige så kompliceret og ulykkelig som i din gamle familie.

Et af præmisserne i en sammenbragt familie er, at man ikke fra starten er en familie men et sammensat kludetæppe med dine og mine børn, og dine og mine familiekulturer, hvilket ofte skaber rum for følelser af usikkerhed, splittelse, jalousi, kamp etc.

Afklaring af voksenroller og ansvar

En af de vigtigste ting for at få dette nye familiesystem til at fungere er, at de voksne får afklaret deres roller, så de sammen kan sætte en dagsorden.

Det er afgørende for, at børnene ikke oplever hverdagen som utryg og forvirrende, og selv skal opfinde egne regler i en slags ingenmandsland. Ingen familier har en ens rollefordeling, hvert barn er forskelligt og kræver anderledes behandling, ligesom hver voksen er forskellig og reagerer forskelligt. Der er altså ingen korrekt måde at gøre det på. Det vigtige er, at der er klarhed og enighed om både rolle- og ansvarsfordelingen i familien.

Den sammenbragte families vilkår

En sammensat familie fungerer på mange måder på andre vilkår end en kernefamilie. Man elsker ofte ikke andres børn, som man elsker sine egne, man kender og forstår ikke andres børn som sine egne. Man har ikke kendt sin kærestes børn siden de blev født osv. På samme måde bliver man heller ikke søskende, bare fordi ens far eller mor har fået en ny kæreste. Og man opfatter heller ikke ens forælders nye kæreste som en ny mor eller far. Eller for den sags skyld som en person der må bestemme over en. Alle disse præmisser er helt ok, hvis bare alle familiemedlemmerne respekterer hinanden, og sammen skaber nogle gode rutiner/vaner/regler for familiens hverdag.

Kun min holdning er den rigtige

Jeg har ofte talt med par, der mener at lige præcis deres holdninger og værdier vedr. børn og opdragelse, er den eneste rigtige vej. Men det er jo bare ikke sådan, det forholder sig. Der vil selvfølgelig altid være en del ting i forhold til børn, man kan blive enige om, f.eks. at børn skal opdrages, spise sundt, tidligt i seng osv. Men hvordan de skal opdrages, hvad der er sundt mad og hvornår det er tidligt at gå i seng, er der jo ingen eviggyldig sandhed eller enighed om.

Det bedste råd, jeg kan give alle voksne i sammenbragte familier er; at være forberedt på lidt af hvert!

Det er vigtigt, at man accepterer, at børnene ikke oplever samme lykkelige stemning i forbindelse med at have fået en ny familie.

Ofte bygger sammenbragte familier på børns tidligere sorg over tabet fra den oprindelige familie. Børnene vil derfor ofte prøve grænser af og f.eks. teste om min mor stadig elsker mig ligeså højt, om min nye stedfar ønsker mig det bedste, om mine søskende er interesserede i mig, hvad min plads er i denne familie, hvordan er rollerne etc.

Grænseafprøvning og voksentestning

Denne grænseafprøvning og testning kræver i høj grad, at de voksne i familien er tålmodige, overbærende, rummelige, empatiske og forsøger efter bedste evne at forstå og håndtere de reaktioner, der kommer. Tydelige voksne der sætter grænser er meget mere trygge og letaflæselige for børn, end voksne der væver i det og lader den dårlige samvittighed slække på krav, grænser og regler. Men på samme tid må de voksne også være åbne, lyttende og imødekommende overfor alle de følelser, som børnene oplever. For at man i et parforhold kan rumme både børns og egne følelser, reaktioner, frustrationer osv. kræver det at man får skabt rum for en ærlig og åben samtale, hvor man får sat ord på alt det som ikke går lige efter opskriften, som er vanskeligt, smertefuldt og uklart. Det er det, jeg som par- og familieterapeut kan hjælpe jer med.