Hvordan behandles et traume?

Der findes ingen opskrifter, og selvom jeg indimellem kunne ønske at traumehelings-arbejdet netop bestod af opskrifter og trin, så er det ikke virkeligheden. De tilstande har sit helt eget liv, sine egne rytmer og sit eget kaos, og er blandet sammen og vil blande sig sammen. Det er uendelig komplekst. At danse med nervesystemet – Ulla Rung Weeke

Hvad er traumer?

Traumer kommer i mange varianter. Fra et ”uskyldigt” piskesmæld efter et trafikuheld, der låser nakke/hals og over tid skaber split, til chokket fra et tordenvejr, som i vævet sætter sig som en form for låsthed, der begrænser evne til udfoldelse. Over til ”tungere” oplevelser såsom seksuelle, fysiske og psykiske overgreb, som kan skabe mange slags ”skævheder” i krop og sind. Det være sig dissociative tilstande, manglende evne til at skabe medmenneskelig kontakt, dårlig skam, problematisk seksualitet osv. Traumer kan vandre på kryds og tværs i menneskets hele ophav. Lidt ligesom immunforsvarets granolocytter, der som amøber kan kravle ud og ind af væv efter forgodtbefindende.

Hvordan behandles et traume?

Et af de fællestræk, chok-traumelitteraturen ofte betoner, er, at det ikke kun er den voldsomme oplevelse i sig selv, som er udslagsgivende for, hvordan traumet udfolder sig, men at tiden efter begivenheden er mindst lige så vigtig. Hvordan man mødes af sine omgivelser. Hvordan man møder sig selv. Og hvordan man træder ud i verden i kølvandet på begivenheden. Menneskets fascinerende nervesystem er designet til at håndtere ekstreme tilstande. Så over kort tidsrum er det ikke et problem for de autonome dele af CNS at producere tilstrækkeligt med hormoner og synapsekommunikation til at flygte, fryse, kæmpe. Hypothalamus og binyremarv kan på få øjeblikke mønstre så store mængder dopamin, adrenalin og noradrenalin, at vi kan strække os langt ud over normalen. Så selvfølgelig afhængigt af den neurologiske og biokemiske opsætning, man forlods er givet ved, er det ofte ikke et problem i sig selv at opleve dramatisk energisk rejsning eller frossenhed, eftersom menneskets evne til homeostase helt automatisk får os tilbage til normalen. Problemerne starter, når den voldsomme begivenhed ikke får sit rette adressat. Et adressat, der er rundet af tryg tilknytning, forståelse for ophav, skamarbejde, håndtering af følelser/emotioner og sunde seksuelle spejlinger. Hvis kvinden efter en voldtægt oplever omgivelserne være udskammende, og hun måske i forvejen har anlæg til selvkritisk røst, er menneskets krop og sind så ”forunderligt” udstyret, at det retter sig ind tilsvarende. Og vedbliver med at være i alarm. Vedbliver med at være låst. Vedbliver at opleve fare, selvom faren for længst er overstået. Og hvor det til syvende og sidst måske kommer til at munde ud i, at kvinden fortæller sig selv, at overgrebet var hendes skyld. Så traumebehandling er at forsøge at gribe, forstå og favne denne komplicerethed og gøre det i trygge, virkelig trygge, omgivelser. Og derfra sætte ind tilsvarende. Det allervigtigste er dog, uanset hvilke metoder der benyttes, at terapeuten har et robust nervesystem, i hvilket klienten kan læne sig ind i. Et nervesystem, som kan tåle den frossenhed, de energetiske rejsninger og de eventuelle projiceringer fra klientens side, som næsten uvilkårligt følger, når den terapeutiske rejse sættes i gang.

Spørgsmålet er, hvordan mennesker kan bevæge sig ud af ubevægeligheden. – Peter Levine