Kan du spise dig ud af en depression?

Af Jimmy Hansen

Følgende er en autentisk beretning, men omskrevet på forskellig vis af hensyn til anonymitet.

Der var engang en pige, vi kalder hende Ida, som voksede op i Vestjylland. I en lille by og et lille samfund, som var domineret af en streng trosretning, hvor ens ståsted i livet, ens holdninger og ens måde at orientere sig på som det naturligste i verden blev filtreret via trosretningens normer. Man tilhørte så at sige denne type religion. Ida var som mennesker flest dybt præget af sine omgivelser, selvom der i hende boede protestens røst. I modsætning til hendes to søstre, vi kalder dem Pernille og Eva, som helt og holdent dedikerede sig familiens fortsatte indflydelse på trosretningen, var Ida overbevist om, altså hemmeligt overbevist om, at der var noget grundlæggende skævt i deres opvækst.

Ida var en køn pige. Måske endda ret smuk. Og var 12 år, da første fuldbyrdede voldtægt fandt sted. Som det hører sig til inden for denne type religion, var intense studier af deres bibel en naturlig del af hverdagen. Ida havde tilbragt aftenen hos Brian, en af rådets kloge ældre (det hedder han ikke, men det kalder vi ham), selvom det ikke huede hende. Brians mærkelige tilnærmelser og krævende øjne, havde stået på i lang tid, så at blive afkrævet en hel aftens studiebesøg hos ham, fik hendes mave til at slå kolbøtter og kvalmen til at melde sin ankomst. Men at protestere over den slags var udelukket. Når et studiebesøg var besluttet, stod det ikke til at ændre. De næste tre år blev Ida misbrugt på forskellig vis, især seksuelt, af først og fremmest Brian.

Det var på denne tid, at der flyttede noget nyt ind i Idas psyke. Fornemmelsen af, at hun mistede kontakt til sig selv. Eller. Mistede kontakt til sin krop og sine følelser, hvor hun ligesom på en gang blev fjern, kold og dagdrømmende. Handlingslammet er måske også et meget godt ord. Brian havde flere gange sagt, at hvis hun fortalte noget som helst om deres relation til andre, ville det få store konsekvenser. Blandt andet ville hendes familie miste indflydelse på forskellig vis.

Det var en forvirrende tid for Ida. Sådan virkelig forvirrende. På nogle måder var det nydelsesfuldt, hvad Brian gjorde ved hende, og på andre måder hadede hun det. Ret tit gjorde det ondt, og altid… altid skammede hun sig bagefter. Fornemmelsen og følelsen af, at hun havde gjort noget forkert. At HUN var forkert. Og så var der alt det med gud. Brian fortalte, at det var guds vilje, at hun skulle fortsætte med at studere hos ham. Hun turde næsten ikke tænke tanken til ende. Altså hvordan mon gud spillede en rolle i den forbindelse. For hun troede på gud. Det gjorde hun. Trods alt.

Det var en varm sommeraften i juni måned, et par måneder efter hendes 15-års fødselsdag, at Ida gjorde et spagt forsøg på at inddrage familien i overgrebene. Familien er dog nok så meget sagt, da det kun involverede moren. Øjeblikket opstod i køkkenet, hvor de lavede mad sammen, de to, og hvor Ida pludselig følte sig tilskyndet til at åbne sig. Til over for et andet menneske at dele noget af væmmelsen, noget af ubehaget og nogle af de underlige følelser, hun gik rundt med. Et øjeblik, der kom til at præge og sidde i Ida i mange år. Egentlig nåede hun ikke så langt. Med dirrende stemme og den velkendte knugende følelse i maven fik hun fremstammet, at der foregik nogle forkerte seksuelle ting imellem hende og ældstebroder Brian. En sætning, der øjeblikkeligt blev fulgt op af en syngende lussing, og med iskold stemmeføring blev det hende meddelt, at hun ALDRIG nogensinde skulle nævne den slags igen. At det på INGEN SOM HELST måde hørte hjemme i deres hus. I guds eget hus. I det næste nu kom skammen galopperende, og Ida benede ind på sit værelse. Hvor dum har jeg lov til at være, var hendes tanke, da hun knugede sit tårevædede ansigt ind i hovedpuden.

Der var vistnok præcist på det tidspunkt, at Ida helt og holdent mistede fodfæstet. At hun begyndte at føle sig som et knust spejl. Et spejl, der var gået i tusinde stykker. Men sjovt nok, var det også der, at beslutningen om at flygte tog form. Enten bliver jeg skør eller dør, eller også må jeg væk og forme mig på anden vis, var nogenlunde den sætning, der dukkede op i hendes sind.

Seks måneder efter førte hun ordene ud i livet, og i ly af natten og med sine sparsomme ejendele sirligt pakket ned i rygsækken, drog hun væk. Væk fra alt, hvad hun kendte til. Væk fra samtlige af de relationer, hun vidste af, væk fra hendes familie, fra normerne, ritualerne, læsningen og alle de mærkelige ting, hun blev udsat for af Brian. København var det eneste rigtige sted at søge hen. En by så stor, at hun kunne gemme sig. Og forhåbentlig starte forfra. Hvad det så end betød. Hvad der skete med

Ida kan du læse HELT GRATIS ved at klikke ind på min hjemme-side under nyeste artikel under ernæring