Hvorfor er bevægelse så vigtigt i et terapeutisk forløb?

Begrænsningens kunst må det være at skrive et meningsfuldt indlæg om bevægelse. For er der noget, som ikke er bevægelse, når det gælder os mennesker? På det dybest betragtelige niveau er vi givet ved elektroner, som farer rundt i en evig sitren omkring protoner og neutroner og begår alle mulige prægninger. Simpelthen. Fra et lidt højere niveaus betragtning er vi et temmelig kompliceret sammensurium af 60 billioner samtalende celler, der konstant er på arbejde og i bevægelse for at udføre alle mulige funktioner. Levercellerne skal være vågne omkring rensning og produktion, cellerne i skjoldbruskkirtlen har en kontinuerlig kommunikation med hypotalamus omkring stofskiftet, og immunforsvarscellerne vandrer ind og ud af væv efter forgodtbefindende i et forsøg på at forsvare os. Osv. Og måske endnu højere betragtet har vi en bevidsthed, som er i stand til at monitorere mange af disse funktioner og sætte yderligere bevægelser i gang, som afstedkommer et hav af yderligere reaktioner. Ja. Nå. Så kompliceret er det, det med bevægelse, fordi det jo dybest set er alt, hvad vi er. Så et par spørgsmål kan måske hjælpe det lidt på vej, i forhold til hvad der her giver mening. For hvad ligger der i ordet bevægelse? Hvorfor har det så positiv en betydning i vores sprog? Og hvordan kan det bruges i en terapeutisk kontekst?

Hvad ligger der i ordet bevægelse?

Selvom det som ovenover beskrevet nærmest dybest set er alt, hvad vi er, mener vi selvfølgelig noget andet med ordet. At sidde på en kontorstol hele dagen og som den maksimale muskulære udfoldelse vippe med højre fod og tre gange i løbet af en otte timers arbejdsdag valse op for at hente kaffe er ikke bevægelse. Jo, vi bevæger os, men i bevægelse indgår der, efter min mening, mere aktive og bevidste bevægelsesmønstre. Nogen vil nok kalde det at gå fire km for bevægelse, mens andre mener, at man skal have haft pulsen oppe på et særligt niveau over længere tid, så kroppen begynder svede, for at kunne kategorisere det som sådan. Mit forslag er at dele det op i god og dårlig bevægelse, hvor: god bevægelse er, når det afstedkommer en eller anden form for fysisk eller psykisk vækst sat i relation til ens værdier, mens; dårlig bevægelse er et degenerativt forehavende også i forhold til ens værdier. Og hvad betyder så det? Som eksempel kunne man bruge nogle af de måske mest ekstreme sportsfolk, vi kender, nemlig triatleter og spørge sig selv, om det er god eller dårlig bevægelse. Jeg kender ikke så mange triatleter, så de følgende betragtninger er ren spekulation fra min side. Men jeg vil påstå, at de er at finde i begge kategorier. For nogle triatleter, tror jeg, at triatlonnet er en fantastisk rejse – på alle mulige måder, hvor der er overensstemmelse mellem det, de ønsker, og det, de kontinuerligt mærker, er godt for krop og sind. Balance må være et af nøgleordene, der gør, at det ender ud med at blive god bevægelse. På den anden side er der de atleter, som drives af det ekstreme for dets ekstremes skyld, og hvor det måske mere er en angstpræget ekskursion – angst for at mærke krop, inderlighed, følelser – og hvor der bevæges efter troen på, at når bare jeg presser mig selv tilstrækkeligt, så forsvinder de og de dæmoner eller de og de dårlige følelser, og så er alt godt. Så skal jeg måske bare begå et enkelt triatlon i ny og næ for at opnå den tilstand. Det degenerative på denne vinkel er, at de forsøger at fikse et måske psykodynamisk anliggende med et muskeltræks evner. Der blandes æbler og bananer sammen, så at sige, og det er ikke balance. Her bliver der ikke lyttet til kroppen, for kroppen bliver en brugsgenstand for psyken i stedet for en del af psyken. Og der er stor forskel.

Hvorfor har det så positiv en betydning i vores sprog?

Fordi det som regel også udelukkende er en god ting at bevæge sig. Fordi vi alle sammen godt kender følelsen af at blive nærved vanvittige over at skulle sidde corona-indespærret i vores lejligheder og tulle rundt i lukkede cirkler med Netflix, spandevis af kaffe og et alt for højt forbrug af Facebook. Og så når vi tager overfrakken på og spadserer en tur, får vi det bedre. Sådan er det bare. Vores øjne og sind får nye indtryk, vores stofskifte skal skifte gear, vi trækker frisk luft ned i vores lunger, og så falder vi måske i snak med et andet menneske undervejs. Alt sammen noget, der bryder det lukkede cirkulære, og som gør os glade. Eller gladere. Eller mindre frustrerede. Men også fordi bevægelse er blevet et universalmiddel, der anbefales fra offentlig hold til alt muligt. Læger, psykologer, fysioterapeuter, kropsbehandlere, yogalærere osv. er alle sammen rørende enige i, at det er godt. Og der er efterhånden ikke så få videnskabelige studier, der bakker op om denne påstand. Og hvordan kan det så bruges i en terapeutisk kontekst? Bevægelse i dette terapeutiske rum spænder over et bredt spektrum. I den ene ende af skalaen ruller vi fødderne blidt over en rundstok, eller bruger selvsamme rundstok til at rulle omkring det rygstykke, hvor vi har vores fascinerende nyrer og binyrer (binyrerne, som er en af kroppens vigtigste hormonelle kirtler, og som kan være stærkt medvirkende til at bidrage til eskalerende stress), eller kører en finger rundt omkring øjeæblet, imens vores tunge er skubbet frem til fortænderne, og vi frembringer lyden tzzzz (efter inspiration fra Emilie Conrad og Stephen Porges). I den anden ende af skalaen går vi ud på yogamåtten og arbejder med de større muskelgrupper, hvor fokus både kan være på smidighed, styrke og pulsering. Forskellige sjælelige udfordringer kalder på forskellige typer bevægelse. Hos chok-traume-genren er det kontakt til bindevævet og de små, blide bevægelser, der oftest giver mest mening. Her er det det langsomme og blide, som gør, at der skabes kontakt. Kontakt til de fine bindevævslags, som har stivnet eller blevet træge. Hvis vi i de tilfælde går for meget og for voldsomt på musklen, udebliver kontakten. For nogle typer stress derimod skal der kaldes på muskeltrækket for at skabe ro. At gøre brug af musklernes glukosedepoter, at få pulsen op, at nå til kanten af at svede kan give det skæve kortisoltal et modspil, og fra det sted er man mere klar til at gå terapeutisk til værks. For depressioner er der næsten ingen undtagelser i, at det hjælper med cardio. Dette fænomen er efterhånden dokumenteret vidt og bredt af mange studier. Frigivelsen af adrenalin, dopamin og så til sidst forhåbentlig også lidt endofiner, der følger af cardio, taler med så store bogstaver, at det i et lille tidsrum overdøver mørket. Og i det lille tidstykke bedriver vi terapi. Doseret og bevidst bevægelse og herunder kontakt til krop er et vigtigt element og kan bruges på alle typer udfordringer. Uden undtagelse.

Følgende er nogle af de typiske bevægelsessystemer, som kan indgå i terapien her i butikken:

• Chok- traumeøvelser
• Yoga Tha chi
• Øvelser fra krops- behandlings- verdenen
• Dans
• Hoppe- bevægelser
• Indrestyrke- øvelser
• Inspiration fra kampsport