Er du forblændet, eller tror du det værste?

Skrevet d. 2-3-2020 09:52:46 af Stine Gram - Coach, Kærlighedscoach, Datingcoach, Mentor, Mentaltræner

Når du møder en fyr, som du bliver vild med, har dit fokus måske været: ”Hvor er han bare sød! Hvor er han bare lækker! Hvor er han bare charmerende! Hvor er jeg bare vild med ham!” Bare for at nævne nogle få ting, du kan gå rundt og fortælle dig selv. Og det er der ikke noget galt i. Det er selvfølgelig helt okay. MEN der er noget, der er endnu mere relevant at fokusere på, og det er: Hvor meget vil han DIG? Hvor glad gør han dig? Hvor er relationen på vej hen?


Alle de positive ting, du kan mene om ham, har først reel værdi for dig, hvis han også vil dig. For det er egentlig ikke superrelevant, hvad du synes om ham, hvis der ikke er nogen gensidighed, og du ikke er en del af billedet. Så bliver det en fascination eller forelskelse på afstand. Det er meget muligt, at han er en fantastisk fyr, der indeholder et hav af kvaliteter, men er det noget, der gavner dig i dit liv?


Vil han også dig?

Dit fokus bør altså være på, om han vil dig. Er han med til at udvikle forholdet? Tager han initiativ til at ses? Hører du fra ham mellem dates? Præsenterer han dig (med tiden) for sine venner og sin familie? Er han interesseret i dig som person? Har han et formål med jeres relation, eller er det tidsfordriv? Disse ting er vigtigere at se på, hvis du ønsker et parforhold. Og med dette sagt kan du lynhurtigt ende i den modsatte ende, hvor du ikke længere lader dig forblænde af ham, men derimod vagtsomt observerer, hvor meget han vil dig. Det er en hårfin balancegang, for når du først begynder at have fokus på disse ting, kan du lynhurtigt komme til at se alt det forkerte, han gør, og alt det, der fodrer din tvivl om hans reelle hensigter. Du bliver simpelthen fejlfinder. Lad mig slå fast: Der er ingen grund til at blive mistroisk eller skeptisk, men hold øjnene åbne og observér, hvad der sker.


Vær neutral

Forsøg at indtage et mere neutralt synspunkt, hvor du er åben og optimistisk og tror på det bedste, indtil det modsatte er bevist. Det handler egentlig bare om:

- ikke at lyve for dig selv og se ham i et lyserødt skær

- ikke at lyve for dig selv og gøre ham værre, end han er.

Begge scenarier stammer fra frygt. Hvis du ser ham i et lyserødt skær, er det måske, fordi du er bange for at se ham, som han er, og dermed risikerer du at blive skuffet. Hvis du tværtimod gør ham værre, end han er, kan du beskytte dig selv mod at blive såret ved at lukke ned for ham.


Du behøver ikke at styre det

Men i en vis udstrækning gør vi jo alle både det ene og det andet indimellem, for det er utrolig svært at forholde sig neutralt til et andet menneske, som vi godt kan lide, og som kan såre os. Derfor er det også så vigtigt, at du ikke går rundt og tror, at du bliver såret lige om lidt. Er dette din grundlæggende overbevisning (måske ubevidst), vil du gøre, hvad du kan, for at beskytte dig selv, så du enten overdriver, hvor skøn han er, eller tror det værste om ham. Det er også vigtigt, at du ikke styrer relationen i en bestemt retning og ser det som dit ansvar.


Løsningen er at forholde sig til nuet og ikke til dine ekser eller tidligere svigt og brud. Hvis du skal være neutral og undgå at styre forholdet, skal du være til stede her og nu. Du kan kun date i nuet gennem dine sanser – ikke dine tanker. Du kan kun date det, der står foran dig. Så få kontakt til din krop, og mærk dine følelser, uanset hvor uvelkomne de måtte være.


Du behøver hverken at tro det bedste eller det værste. Og du behøver ikke at kontrollere forholdet, for du kan kun mærke, om det er rigtigt, hvis du er til stede i nuet. Du skal turde at være med det, der ER lige nu – hverken mere eller mindre. 


Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.