Hvordan kan den undvigende og ængstelige nærme sig hinanden?

Skrevet d. 11-2-2021 12:29:41 af Stine Gram - Coach, Kærlighedscoach, Datingcoach, Mentor, Mentaltræner

I et forhold, der består af to mennesker med hver deres utrygge tilknytningsform, den undvigende og den ængstelige, vil der konstant være uro og drama omkring, hvor meget nærhed der skal være. I denne artikel går jeg ud fra, at du primært er den ængsteligt tilknyttede og har erfaringer med undvigende mænd. Den ængsteligt tilknyttede ønsker nærhed i sit parforhold, og den undvigende ønsker at lægge afstand til sin partner. Det kan gå hen og blive en konstant magtkamp om, hvem der ’får hvad’. Og her er den ængstelige taberen, for den undvigende kan jo bare trække sig. Det kræver kun én at trække sig og er derfor lettere end at ønske sig nærhed, hvor der af gode grunde er to involverede.


Hvis jeg lyder lidt sort-hvid og pessimistisk, er det, fordi det rigtig ofte er svært at få disse to modsatrettede kræfter til at trives sammen side om side. Og hvis du kun er i datingfasen og endnu ikke er knyttet til din partner, skal du nok vurdere, hvor meget du har lyst til at gå på kompromis med dig selv for at få lov til at være i denne relation. Hvor lidt nærhed er du villig til at acceptere? Og vil du kunne trives i et forhold, hvor du måske kun får opfyldt 15 % af dit behov for nærhed, samhørighed, støtte og omsorg?


Det er nu, du skal fjerne skyklapperne og virkelig se på din partners adfærd med åbne øjne, for er han undvigende, holder han ikke op med at være det. Med andre ord: Du skal ikke gå og vente på, at han ændrer sig, for han vil ikke blive mindre undvigende, bare fordi du har behov for nærhed.


4 kriterier for, at det kan lykkes


Når det er sagt, så er der nogle nuancer, som jeg her vil ridse op. Der er nemlig en mulighed for, at du godt kan trives i et forhold til en undvigende, HVIS visse kriterier gør sig gældende: - At han er villig til at arbejde på at komme mere ind i sin trygge tilknytning, hvor han er mere nærværende og givende.


- At han blot er moderat undvigende og altså ikke en ekstrem variant af den undvigende.

- At han har en vis følelsesmæssig modenhed, dvs. ikke er rigid i sine følelser og sit selvbillede.

- At DU er villig til at slække på dine forventninger og acceptere, at han ikke kan opfylde alle dine behov for følelsesmæssig nærhed og støtte.


Som du måske kan fornemme, er åbenhed, villighed og følelsesmæssig modenhed det vigtigste for at kunne løse denne hårdknude af modsatrettede behov. For det meste er den ængsteligt tilknyttede mere end villig til at redde hele forholdet på egen hånd, og hun hugger gerne en hæl og klipper en tå for at få det til at fungere. Men det er IKKE at trives. I er to, der skal ønske at arbejde på forholdet og se på jer selv og tage imod konstruktiv kritik. Kommunikation er i denne forbindelse selvfølgelig supervigtigt.


Hvis den undvigende fx mangler selvindsigt og impulskontrol, gør det situationen endnu værre, for så mangler der en følelsesmæssig modenhed, som er essentiel for overhovedet at kunne tale sammen og dele den samme virkelighed. I disse situationer har du måske oplevet, at du automatisk kommer til at gå på æggeskaller for ikke at gøre ham sur, og så er der virkelig en rød lampe, der skal blinke her.


Jeg kan godt høre, at det hele lyder lidt nedslående, men hvis din partner er følelsesmæssigt moden og villig til at se på sig selv og arbejde på sin tilknytning for at skabe et forhold, hvor I kan nærme jer hinanden, så er der en chance for et fint forhold. Og hvis du samtidig kan skrue lidt ned for dit behov for kontakt, uden at det går ud over din trivsel, så kan I begge få jeres behov opfyldt.


Hvordan gør I?


Hvordan kunne det se ud? I kunne måske aftale, hvor meget eller lidt kontakt der skal være i løbet af dagen. Du ville måske helst have, at han gav lyd fra sig i løbet af dagen, mens han er på arbejde, men han føler, at du forstyrrer ham, og bliver egentlig bare irriteret på dig, fordi du er for ’krævende’, hvilket han som den undvigende helt sikkert synes i forvejen. Så må I være lidt kreative. I kan evt. aftale, at han bare sender dig et hjerte eller en besked skrevet på forhånd, når han tænker på dig. Så tager det ikke tid fra ham, og du ved samtidig, at nu tænker han på dig. Find på andre lavpraktiske ting, der kan hjælpe jer.


Og så kan det måske hjælpe dig at vide, at den undvigende ikke er undvigende for at genere dig. Det er ikke dig, det handler om. Han var undvigende, før han mødte dig, og han vil fortsat være undvigende over for kommende kærester, hvis I skulle gå fra hinanden. Det er ikke personligt, eller fordi der er noget galt med dig. I ønsker blot to forskellige ting, når det kommer til nærhed. Og netop behovet for nærhed er så fundamentalt, at jeg har gjort en del ud af at skrive, hvorfor det er svært for mennesker med de to forskellige tilknytningsmønstre at få det til at fungere på tilfredsstillende vis. For den ængstelige og den trygt tilknyttede er nærhed trygt, for den undvigende er det utrygt.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.