Skrevet d. 16-12-2020 12:26:11 af Sasja Iza Christensen - Psykoterapeut, Kropspsykoterapeut, Traumeterapeut, Familieterapeut/-rådgiver
Får du sved på panden over at skulle small-talke med onkel Flemming ved julebordet, eller en fremmed til en fest?
Det kan føles direkte angstprovokerende for sensitive mennesker at skulle tage initiativ til en snak. Og det kan føles utroligt ensomt at tale overfladisk med andre i længere tid, hvis man har noget vigtigere på hjerte.
Og selv om du måske helst ville droppe small-talk, så har den en vigtig funktion i vores relationer og skabelsen af nye.
Vi bruger small-talk’en til at tune os ind på den anden, og her er ordene der bliver sagt, de mindst vigtige.
Fortæller blikket os at ønsket om kontakt er gensidigt? Er kropsholdningen afslappet og åben? Hvad fortæller tonefaldet om sindsstemningen? En trækning ved mundvigen, et hævet øjenbryn, en rømmen i stemmen. En masse mikro-signaler sendes og modtages.
Vi trækker altså ubevidst en masse information ud af den indledende small-talk, som fortæller os om vi er velkomne og om grundlaget er der for en samtale og evt. dybere kontakt.
Derudover bruger vi small-talken til at regulere og samstemme vores nervesystemer. Uden at vide det, spejler vores nervesystemer hinanden og finder et fælles leje. Vi kan endda med lidt træning bruge det bevidst, til f.eks. at berolige den anden.
Har de indledende manøvrer vist os, at stemningen er venlig og imødekommende, er der banet vej for et lidt dybere møde. Denne overgang skal vi være opmærksomme på, for herfra skal vi vove noget, hvis dette møde ikke skal forblive i small-talk, dræne os eller kede os.
Vov at spørge om noget, du er oprigtigt interesseret i omkring den anden. Spørg onkel Flemming om hvad han som barn drømte om at blive, når han blev stor.
Vov at dele ud af noget fra dig selv, som betyder noget.
Så får vi samtaler der betyder noget, åbner hjerter og skaber bånd.