Skrevet d. 10-12-2020 12:36:59 af Sasja Iza Christensen - Psykoterapeut, Kropspsykoterapeut, Traumeterapeut, Familieterapeut/-rådgiver
Vores bil er pakket ind i gavebånd og forleden lå der kartofler i postkassen. Hjemme hos mig har vi fået en nisse og vi ved ikke hvem det er. Nogen i nabolaget tænker på os og får os til at grine ?.
Og når vi griner bobler det i kroppen og endorfinerne holder fest. Det er nogle af de naturlige lykke-hormoner.
Sjov, grin og glæde sammen med andre minder os om hvorfor det hele nytter noget. Det minder os om hvorfor vi kæmper os igennem det sure og det hårde i livet. Det giver en oplevelse af fællesskab, af at høre til, at blive værdsat og af at det hele nok skal gå.
Det svære kan for en stund træde i baggrunden, og vi overgiver os til det sjove, det ”nytteløse”, det der sker her og nu. Måske kan vi endda være så heldige at vi i denne stund ”glemmer” os selv!
Når vi glemmer os selv for en stund, tænker jeg ikke på at vi overser, fortrænger, undertrykker eller på nogen måde gør os selv mindreværdige. Det er snarere dét, at vi bliver optaget af noget eller nogen, fordyber os eller finder begejstring i noget der rækker ud over os selv.
At blive optaget af noget vi finder meningsfuldt på en eller anden måde, om det så er et godt fælles grin, at dyrke have eller være frivillig i en hjælpeorganisation, er med til at opbygge os.
Det opbygger en række ressourcer som er nødvendige for at vi kan trives og fungere, og sameksistere med vores omgivelser. Er du bevidst om hvordan du får sjov og selvforglemmelse ind i dit liv? Kærlig hilsen, Sasja