Parcoaching

I 20 år levede jeg sammen med en kvinde, som jeg var tiltrukket af fordi hun også havde rygsækken fyldt med gammel frygtfuld bagage og som hele tiden kom i spil og vi brugte derfor meget tid på at skændes om hvor urimelig vi synes vi var overfor hinanden. Vi fik to børn sammen og det var her skænderierne voksede og blev en del af vores kommunikation. Vi gik i terapi og det hjalp lidt. Vi skændes også så børnene kunne høre det. Det blev til sår inde i dem at vi skændes på den måde. 

Første gang jeg hævede min stemme bare en lille smule overfor min søn, så sagde han fra overfor det. Han faldt ned på knæ og han græd og græd. Jeg kunne kun sidde og se på og mærke hvor dybt det gik i ham og mig selv. Her indså jeg hvor ondt det har gjort på os allesammen. 

Min egen rygsæk var fyldt med følelser af forladthed og utryghed. Min far var alkoholiker og det skabte utryghed. I min kærestes barndom blev hendes far og mor skilt og hendes far blev eksluderet fuldstændigt fra familien og hun lærte at hade sin far. Over mange år fandt hun kærligheden tilbage til hendes far, men hun projicerede ofte hendes had over på mig. Jeg dømte hende for at have en mere fyldt rygsæk og det var hende som det største problem i vores forhold, men idag ved jeg at det ikke er sandt. Vi sled på hinanden og til sidst gik det ikke længere. Vi gik fra hinanden efter 20 år.

Hvis jeg kunne gå tilbage med den viden jeg har idag, så ville forsøge at se ind bag vores skænderier og arbejde med den frygt vi begge to hele tiden triggede i hinanden.