3. dec. Nærvær

Skrevet d. 3-12-2020 10:34:43 af Sasja Iza Christensen - Psykoterapeut, Kropspsykoterapeut, Traumeterapeut, Familieterapeut/-rådgiver

Hvordan skaber vi det nærvær, mange af os længes efter? Hvad vil det sige at være nærværende?

Jovist, lyttende og tilstede, det er rigtigt. Men hvad betyder det?

For at være til stede og nærværende, nytter det ikke at vi hænger fast i fortiden og er optaget af hvad der skete engang eller skete tidligere på dagen. Fortiden kan blive en begrænsning for at kunne åbne sig for det øjeblik vi har sammen, fordi tanker og følelser, der hører fortiden til, kan overskygge vores oplevelse af nu og her.

Det kan skabe forventninger til mødet, som kommer i vejen for at tune sig ind på de andre. Dvs. at vi med vores forventninger også kan komme til at sidde fast i fremtiden.

Og igen er vi ikke helt til stede og nærværende.

Vi må altså forsøge at åbne os for at dette øjeblik kan blive helt nyt.

Det kræver at vi tør være skrøbelige og tør mærke både det sitrende, piblende, boblende dejlige, kærlige, sjove og helt euforiserende der kan opstå i os og i samværet. Men også at vi tør mærke det strammende, anspændte, pinlige og smertefulde. Og at vi tør mærke tomrummet.

Ja, nu begynder den måske at bide. For du kan måske godt mærke, at du i visse relationer har svært ved at åbne dig. Det er her fortiden er kommet på banen.

Og før du begynder at føle dig forkert eller vil prøve hårdt at åbne dit hjerte næste gang, så stop et øjeblik.

Er det en relation du gerne vil investere i?

Hvis det er, så er der nok et lille stykke arbejde, der kalder på dig. Og arbejdet går ikke ud på at tvinge hjertet op, men på at lytte til hvorfor det lukkede i. Og hvad det minder dig om. Og tage dig af det.

Sig til, hvis du har brug for hjælp til at finde ud af, hvorfor hjertet lukkede i, og hvordan du kan tage dig af det.


Kærlig hilsen, Sasja

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.