FIKT - Foreningen for Integrativ Kunstterapi - er en forening for kunstterapeuter i Danmark. Foreningen har til formål at videreudvikle det faglige niveau for uddannede kunstterapeuter, forbedre samarbejdet med internationale kunstterapeutiske organisationer samt udbrede kendskabet til integrativ kunstterapi. Medlemmerne i foreningen består af kunstterapeuter, som har afsluttet en kunstterapeutisk uddannelse svarende til psykoterapeutforeningens evalueringskrav, eller som har afsluttet en kortere kunstterapeutisk uddannelse og efterfølgende har suppleret den med kunstterapeutiske kurser, der sammenlagt svarer til evalueret uddannelse.
Integrativ kunstterapi er en terapiform, hvor man anvender malerier, tegninger, former, lyde og bevægelser til at udtrykke sig på andre måder end med ord. En kunstterapeut kommer gennem terapien med forslag til forskellige måder, klienten kan udtrykke sig på, og er støttende undervejs i processen. På den måde kan man få et større kendskab til sig selv og skabe personlig udvikling gennem en forståelse for sin egen livshistorie.