Styrk dit selvværd

Skrevet d. 27-9-2021 08:57:18 af Rikke Thue Schick-Hansen - Psykoterapeut, Supervisor, Parterapeut, Stressterapeut, Mentor, Traumeterapeut, Familieterapeut/-rådgiver

STYRK DIT SELVVÆRD GENNEM NARRATIV PSYKOTERAPI.


Hvad er egentlig det modsatte af selvværd? Nogle vil mene, at skam er det modsatte af selvværd og det at holde af sig selv.


Hvordan opstår skam, egentligt? Og hvordan styrker du/I dit selvværd? Læs mere her, hvis du vil vide mere.


Ifølge forfatteren Lars J. Sørensen, som har skrevet bogen: ”Skam – medfødt eller tillært. Når skam fører til sjælemord", så opstår skam når du ikke bliver set som den du er, og når du bliver behandlet forkert og spejlet forkert tilbage. Skam er ifølge forfatteren en specifik form for angst, der udløses ved en virkelig eller indbildt fare for at blive udstillet, misbrugt, ydmyget, fordømt eller afvist. Skam handler ikke om det du har gjort, men om den du er og at være god nok.


Omvendt er det en kærligheds-bekræftelse at føle sig mødt i sin egen selvforståelse.


Forfatteren skriver: ”Alle mennesker – børn som voksne – har brug for kontaktens gensidighed, refleksivitet, og nærvær for at mærke, at det, du selv er optaget af, bliver mødt og spejlet af den anden, der har nok i sit engagement, men som gerne vil forbinde sig med dig. Samtidig virker det fattigt at betegne det som en spejling, men det kan være sprogligt vanskeligt at indfange, hvor betydningsfuld en hændelse det er at føle sig set. At føle sig rummet i den andens sind er en anden måde at udtrykke den mentaliserende følelse på”.


Når der er overensstemmelse mellem den ydre og den indre verden skaber det en fornemmelse af værdi. Helt konkret er dit barn f.eks. ked af det kan du, som barnets mor eller far, skabe genklang ved at vise omsorg og sætte sig i dit barns sted. Du kan, som far eller mor, formulere dit barns ønsker, intentioner, følelser og tanker, som barnet endnu ikke selv kan udtrykke. I narrativ terapi er man optaget af de intentionelle tilstande.


En intentionel forståelse er kendetegnet ved at den bygger på agenthed. Her opfattes folk som aktive forhandlere/aktører i forhold til tilværelsens meninger og udfordringer. Folk er ikke ”kun” under problemets indflydelse. Folk er også meget andet. Folk former aktivt deres liv i overensstemmelse med deres intentioner og det som de tillægger værdi i livet (White, M, 2008). I narrativ psykoterapi vil du få fokus på de personer, som har haft og har en positiv indflydelse på din identitet og dit selvværd (de personer, som ser dig med positive blikke). I narrativ terapi opgraderer man de personer (blikke/stemmer) som har haft en positiv indflydelse på din identitet og man nedgraderer de stemmer som har haft en negativ indflydelse på din identitet. I narrativ terapi bliver du forbundet med vigtige personer i dit liv gennem jeres fælles foretrukne værdier (White, M, 2008).


I narrativ terapi arbejder man på, gennem bevidnings-breve, at give dig en følelse af værdi, når du bliver forbundet med andre gennem resonans/genklang i forhold til fælles temaer i deres og i dit liv (Denborough, D, 2008, White, M). Læs mere om mig på min profil her på GoMentor.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.