Om at give og modtage

Skrevet d. 22-6-2020 11:08:50 af Sasja Iza Christensen - Psykoterapeut, Kropspsykoterapeut, Traumeterapeut, Familieterapeut/-rådgiver

Du savner, du længes, du trænger

Efter nærhed, kontakt, opmærksomhed

Du venter, skaber plads og holder øje

Mens du putter dig i en bedstefartrøje


Giver et lille pip, gør tegn synes du,

Og vinker med en vognstang

Der sker bare intet

Dit behov er farveprintet


I din hals forvandles pipfuglen til en vagtsom hund

Det var ikke meningen, men åbenbart sandt

Det giver et sæt i jer begge, og kontakten udebliver

Minder dukker frem fra dine billedarkiver


Du har prøvet det så ofte før

Faktisk er det story of your life

At du ikke bliver set, hørt og holdt

Når hjertet føles halvkoldt


Dengang, dengang, dengang og nu


Og du har givet, givet og givet

Af dig selv og til tider solgt ud

I håb om at få noget retur

Der kunne fyldes i dit indre fadebur


Men nu er det din tur, tænker du

Der må balance i tingene

Så du pipper, venter og knurrer

Og saboterer dit ønske og forpurrer


Jovist har du ret til omsorgen

Jovist har du ret til nærhed

Men din ret giver ikke pligt

Til din ven trods alle gamle svigt


Pligten har overskredet sin holdbarhed

Den hører en anden tid til

En anden skulle have set dig, hørt dig og holdt

Når dit hjerte føltes så hundekoldt


Men behovet er dit og det må du passe på

For det skal nurses, ses og holdes tæt

Tag det på skødet og hvisk i dets øre

Alt det, det længes så meget at høre


Af Psykoterapeut Sasja Iza Christensen

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.

Denne hjemmeside anvender cookies for at sikre dig den bedst mulige oplevelse. Læs mere