Ude af balance er ude af kontakt

Alle mennesker oplever at komme ud af balance og vi kan tilskrive det forskellige livsomstændigheder: Stress og mistrivsel på jobbet, problemer i parforholdet, skilsmisse og andre personlige kriser.

Det er et vilkår for os mennesker; at vi vil opleve vanskelige situationer og perioder, som får os til at vakle / vælte og lige så sikkert er det, at vi vil opleve ubehagelige følelser, som vi ikke har lyst til at forholde os til.

Jeg betragter det, som et livsvilkår, som vi kan lære, modnes og vokse af. Faktisk vil jeg gå så vidt at sige, at det er en gave, som vi kan afvise eller tage i mod og jeg tror på, at så længe vi afviser, vil livet fortsætte med at udfordre os.

Når vores livsomstændigheder er svære, kan vi føle os utilstrækkelige, magtesløse, opgivende, usikre, forvirrede, skamfulde osv.

Vi kan blive massivt overvældet af de følelser og kan ikke bare lade dem passere forbi - ligesom de så mange andre små krusninger af behagelige og ubehagelige følelser, som hele tiden kommer og går i vores dagligdag.

Men, hvorfor ikke?

Vi kan ikke lade dem passere, fordi vi bliver de følelser og fordi vi er styret af angst.

Når vi er bange for at blive vurderet negativt, bange for at være forkerte, bange for at være for meget, bange for at være for lidt, bange for hvad fremtiden bringer - lever vi og træffer vi valg baseret på det, vi ønsker at undgå fremfor på det, vi ønsker at opnå.

Derfor kommer vi i ubalance.

Hvis vi omvendt bemærkede, tillod og rummede også de svære følelser og lod dem passere i deres naturlige flow, ville vi opdage, at de blot er forbipasserende energi, helt på lige fod, som de behagelige følelser er det.

Vi ville erfare, at vi rent faktisk har muligheden for at påvirke deres gang; at deres styrke og vedholdenhed afhænger af, hvordan vi forholder os til dem.

Det er den problematik og mulighed, som jeg gerne vil kaste lidt lys over.

Hermed følger 3 adfærdsmønstre, som bidrager til og vedholder vores ubalance.

#1: Vi skjuler, hvordan vi har det

Har vi lært, at det ikke hjalp at række ud som barn, måske fordi vores forældre var for optaget af egne problemer eller andet?

Erfarede vi at blive ignoreret i vores svære følelser, måske fordi vores forældre havde svært ved at håndtere de følelser selv?

Fik vi at vide, at vi skulle tage os sammen eller, at det var noget pjat at græde over, måske fordi det var dét, vores forældre havde fået at vide?

Ja, så lærte vi helt ubevidst (ligesom generationen før os) at pakke de svære følelser sammen, vi udviklede en frygtsomhed overfor de vanskelige følelser, lærte at være ’lette’ og tilpasningsdygtige og lærte at skjule, hvordan vi har det.

Vi fik mønsteret givet videre, men vi har heldigvis muligheden for selv at bestemme, hvordan vi takler det faktum og vi har indflydelse på, hvad vi giver videre.

#2: Vi søger tilflugt i hovedet

Når vi ikke kan være med de følelser, som lever i os, fordi vi ikke har lært at acceptere, regulere eller håndtere dem, kan vi have svært ved at være i kontakt kroppen – følelsernes hjemland.

Vi søger op i hovedet og ind i tankerne og på den måde kan vi afskære os selv fra at mærke og sanse de ’forkerte følelser’.

Styringen er overgivet til hovedet: til logik, fornuft og egoet, som kræver mere, bedre, dygtigere.

Vi lader os paralysere af sindets direktioner og bliver så optaget af de indre dialoger, at vi helt glemmer, at de bare er tanker. Vi glemmer lige så stille, hvem vi er og hvor vi kom fra.

Hvis nu bare sindet fortalte os, at vi var alt det gode, som vi godt vil være ved, men det gør sindet ikke, fordi sindet er i dialog med kroppen. Sindet er også styret af frygt. Så sindet fortæller os måske, at vi er uduelige og svage eller at vi burde tage os sammen, så vi strammer os yderligere an.

Mere, bedre, dygtigere fortsætter sindet som forsøg på at opretholde følelsen af at være i kontrol. 

Vi får taget den forkerte uddannelse, lander i det forkerte job og beklager os over, at energien og passionen mangler både derhjemme og på arbejdet.

Vi har knoklet og dygtiggjort os, men vi aner ikke hvorfor. Vi gør det bare. Vi er på autopilot. Vi sover.

#3: Vi dulmer

Så længe vi holder os i gang, kan vi måske holde de svære følelser og kritiske tanker fra døren, men hvad sker der i det sekund, vi lander i et øjebliks stilhed?

Kroppens små signaler begynder at trænge igennem. Uroen, ked af det heden, de svære følelser af ikke at være god nok, dygtig nok, klog nok. Hvad det nu er.

Vi afleder os selv ved at skynde os videre til det næste eller vi bliver overmandet og reagerer med irritabilitet eller aggression, som vi tager med os videre. Vi retter det ud i vores omgivelser og ender måske i et skænderi med kæresten. Bruger vores sidste energi på at skændes. Det reelle problem fik vi ikke rokket ved, men mere kom til.

Er det mærkeligt, at vi fylder på med rødvin, cigaretter, mad, arbejde, tv, mobilen, aftaler, dating osv.?

Jeg synes ikke.

Ubevidst erstatter vi det følelsesmæssige ubehag med et mere tåleligt et af slagsen. Skænderiet er på en måde lettere. Den dårlige samvittighed over, at vi burde stoppe med at ryge, burde drikke mindre, spise mindre er lettere. Så det går vi med og det bliver der vores fokus kommer til at ligge.

Vi kommer til at tro, problemet ligger der.

Nogle gange tænker vi, se nu lykkes det. Vi får kontrol over vores 'uvaner' for en stund, men så falder vi tilbage. Sådan bølger det op og ned. Diskursen fortsætter lige indtil, vi opdager os selv og bliver parate til at håndtere det, vi ikke vil være ved - eller noget stopper os.

Ubalancen lever.

Hvad end vi forsøger at skjule vores følelser, ignorere dem eller smider dem over på andre, så er resultatet det samme, vi benægter os selv.

Vi er ude af kontakt med vores kerne.

Ude af kontakt betyder ude af kontakt med både de behagelige og ubehagelige følelser, hvilket kan give os en følelse af, at livet er fladt, kedeligt, meningsløst. Vi kan gå i stå og blive deprimerede. Eller vi kan udvikle en mani for hele tiden at skulle ’gøre noget’ for at undgå at mærke tomheden, den indre uro eller for at opnå følelsen af gnist og glæde, følelsen af at være noget værd.

Ude af kontakt betyder, at vi har mistet følingen med os selv.

Vi har rettet blikket bort. Mod vores nære relationer, som vi gør ansvarlige for vores mistrivsel. Mod andres begunstigelse, så vi kan føle os anerkendte, mod materielle goder og rusmidler, som giver os kortvarige sus af glæde. Mod præstationen, som giver os følelsen af værd. Mod jobbet, mobilen, dating, som afleder vores opmærksomhed.

Vi har glemt, hvem vi er og kan ikke længere mærke, hvad vi har behov for eller længes efter.

Her har vi roden til ubalancen og det er de mønstre, som vi skal kigge på, hvis vi vil genskabe balancen.