At integrere skyggen som medafhængig

Skrevet d. 11-12-2019 20:12:59 af Erik Tams - Psykoterapeut, Kropsterapeut, Stresscoach, Coach

For lidt tid siden afholdte min gode psykoterapeutkollega og jeg en workshop om skyggearbejde. Da jeg kom hjem fra workshoppen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på skyggearbejde i forhold til dynamikken mellem medafhængighed og narcissisme. Hvad er det egentligt, der bliver lagt i skyggen hos narcissisten, og hvad er det, der bliver lagt i skyggen hos den medafhængige? og hvordan vil viden og forståelse om dette, kunne hjælpe til at undgå at blive fanget i destruktive dynamikker med en narcissistisk person?

Jeg vil nedenfor kort beskrive skyggebegrebet, samt hvordan det relaterer sig til attraktionen og dynamikken mellem medafhængighed og narcissisme. Til slut skriver jeg lidt om, hvad der skal til for at bryde mønstret og undgå at blive ved med at blive tiltrukket af narcissistiske person.


Hvad er skygger?

Skyggebegrebet blev udviklet af psykoanalytikeren og psykiateren C.G.Jung, og det refererer til den forståelse, at vi som sociale skabninger prøver at tilpasse os det, der forventes af os for at sikre os kærlighed og kontakt. Det sker både i relation til vores primære omsorgspersoner, i skolen, på arbejdspladsen og i samfundet generelt. Vi har som udgangspunkt adgang til alle følelser og tilstande, men det er således ikke alle følelser og tilstande, vi oplever som acceptable.

Over tid begynder vi som respons herpå at danne en indre vurdering af vores adfærd og følelser. Nogle sider af os selv vurderer vi til at være ok og acceptable, mens andre sider fordømmes og vurderes til at være forkerte. Det kan føre til, at der er sider, som vi til sidst slet ikke er i kontakt med, og som vi er så effektive til at holde væk fra vores bevidsthed, at vi ikke længere ser dem, som en del af vores person. Den proces jeg beskriver her foregår som regel ikke bevidst, men forekommer subtilt og helt automatisk.

Konsekvensen af processen er, at vi danner et billede af os selv, som vi viser til omverdenen og som vi kan acceptere i os selv (vores persona), mens der er andre sider af os selv, som ikke passer ind i billedet, og som derfor langsomt bliver fortrængt til det ubevidste (skyggen). Skyggen er ikke i sig selv dårlig eller forkert. Den er blot et produkt af, at vi har oplevet eller tolket noget til at være uacceptabelt og forkert.


Hvorfor er det relevant i forhold til medafhængighed og narcissisme?

Skyggebegrebet er relevant i forhold til medafhængighed og narcissisme, fordi dynamikken mellem medafhængighed og narcissisme bygger på en relation, hvor begge parter har lagt væsentlige dele af deres person i skyggen.

Den medafhængige person har ofte lagt store dele af sin egen kraft, vrede og aggression i skyggen sammen med sin forståelse af sig selv som værdifuld og betydningsfuld. Fokus bliver i stedet på at være der for andre og på at være forstående, rummelig og kærlig. Den indre leveregel bliver (med variationer) derfor: “jeg er rigtig (god nok/elskværdig), når jeg er noget for andre og hjælper til at opfylde deres behov”.

Den narcissistiske person har ofte god adgang til netop vrede, kraft og aggression og ser sig selv som den vigtigste person i sit liv. Det som narcissisten har lagt i skyggen er en grundlæggende oplevelse af eget værd og af at være elskværdig, men i modsætning til den medafhængige person, har narcissisten ikke en oplevelse af at kunne blive elsket, hvis vedkommende bare tilpasser sig på den ene eller anden facon. Den indre leveregel bliver (med variationer): “jeg er grundlæggende ikke elskværdig, men jeg holder ubevidst følelsen af at være uelskelig væk ved at vise en facade udadtil (og indadtil) og ved at have nogle mennesker i mit liv, som hele tiden anerkender mig og fortæller mig, at jeg er god nok”.

Attraktionen mellem den medafhængige person og den narcissistiske person opstår med udgangspunkt i håbet om at hele de gamle såringer og samtidigt blive hel. For den medafhængige handler det om at integrerere den kraft og vrede samt fokus på egne behov, som narcissisten udstråler, og for narcissisten handler det om at integrere forståelsen af at være elskværdig og god nok.

I princippet kunne denne heling godt finde sted i parforholdet mellem en narcissistisk person og en medafhængig person, men den narcissistiske person er stort set aldrig interesseret i at arbejde med de dybe svigt og oplevelser af at være uelskelig. Det betyder, at den potentielle vækst og heling blokeres og at det, der kunne have været heling og vækst i stedet bliver til en genudspilning af gamle negative mønstre og retraumatiseringer.

Hvad er vejen frem?

Vejen frem er selv at arbejde med at integrere de sider, som er lagt i skyggen i en tryg kontekst. Det kan være gennem en psykolog eller en psykoterapeut, men det kan også være gennem gruppeterapi, selvudviklingsgrupper eller lignende. For den medafhængige person vil arbejdet i høj grad centrere sig om at integrere vrede, aggression, kraft og selvkærlighed. Lykkes det, vil den underliggende tiltrækning henimod narcissistiske personer ophøre, da behovet for at søge efter disse sider udenfor sig selv ikke længere vil være tilstede. Det er ikke en simpel proces, da alle mennesker har deres individuelle historie og personlighed, men jeg har alligevel prøvet at skitsere nogle af de elementer, som indgår i en sådan proces nedenfor.

At se på de sider vi fordømmer med et kærligt blik. De sider vi fordømmer og har lagt i skyggen, er ofte endt der, fordi vi ikke tror på, at de er elskværdige, og modgiften er således at kigge på disse sider med kærlighed. Det er svært at gøre selv i første omgang, og det kræver derfor ofte andre mennesker, som kan se på os og vores skyggesider med kærlige øjne, før vi tilsidst kan overtage blikket og se på os selv med disse øjne.

At forstå den bagvedliggende intention. For at kunne integrere de fordømte sider, er det vigtigt at forstå hvad energien, følelserne og tilstandene vil os på et dybere plan. Hvad er det eksempelvis vreden egentlig vil hjælpe os med? - også selvom den nogle gange bliver udageret på uhensigtsmæssige måder..

At lære at udtrykke skyggesiderne konstruktivt. At se på os selv med kærlige øjne er et vigtigt skridt, men er ikke altid nok. Det kan også være nødvendigt at arbejde med, hvordan energierne rent praktisk kan udfoldes på måder, der tjener os godt. Her kan det f.eks. være vigtigt at arbejde med, hvordan vrede eller aggression kan udtrykkes, så den ikke bliver destruktiv, men heller ikke undertrykkes og holdes tilbage.

At forløse eksplosiv energi. Når vi har med skygger at gøre, som er svære at integrere, så kan der ligge potentielle traumer og kraftfulde energier bagved. Det kan eksempelvis være svært at tage vreden ind, hvis der samtidigt er en oplevelse af, at hvis jeg virkelig tager den ind, så bliver jeg så vred, at jeg nærmest eksploderer. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at arbejde med at lukke lidt luft ud af energien i første omgang, så den bedre kan rummes og integreres.

At arbejde med kroppen. Hvis der er sider af os selv, som har ligget gemt væk, siden vi var børn, kan adgangen til følelserne og integrationen af disse sider være blokeret gennem et kropsligt “panser”. Dette kropslige “panser” kan bestå af kroniske spændinger (modstand mod vreden) eller gennem mangel på spændinger i kroppen (opgivenhed). Her er det ikke nok at arbejde med at blive opmærksom på skyggen og potentialet i at integrere skyggen. Her må kroppen inddrages, hvilket kan ske gennem arbejde på briks, kropslige øvelser og ved en bevidst opmærksomhed på og inddragelse af kropslige sansninger og blokeringer.

At arbejde med selvomsorg på daglig basis. For den medafhængige person er omsorg og kærlighed som regel rettet udad mod andre mennesker, og det er derfor afgørende at træne selvkærlighed og selvomsorg på daglig basis. Det kan gøres ved hver dag at gøre mindst en ting, som kun har til hensigt at nære dig selv. Det kan sagtens involvere andre mennesker, men aktiviteten skal foretages med udgangspunkt i, at den er nærende for dig på et dybere plan.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.