Har du lyst til at kaste dig over faste?

Skrevet d. 2-3-2022 21:18:58 af Jimmy Hansen - Traumeterapeut, Sexolog, Psykoterapeut, Kropsterapeut

Der er efterhånden en del i fb-gruppen "Faste, ernæring og selvudvikling", som har meldt sig under fanerne til faste fra på søndag 6. marts. Men hvor længe vi hver især faster, er ret individuelt.

Mit forslag er, at du starter forsigtigt ud. Så hvis du aldrig før har fastet, så nøjes med 24 timer. Altså hvor du måske går fra søndag eftermiddag og går på igen mandag. En 24 timers faste har flere fordele. Din krop begynder at smage på de mange fordele, der er forbundet med fasten, og du behøver ikke gøre så meget aktivt. Måske sørge for at drikke godt med vand og lidt kaffe. Eller te, som det passer dig. Måske også tage en knivspids salt.


Følgende tips er således til de af os, som går over to døgn – op til tre døgn. For når vi går fra i disse tidsrum, er der et par ting at være opmærksom på.


TIP 1: En af de ting, der ofte ikke tales så meget om, er at de fleste maver går i stå, når vi slår over på vand. Du kommer med andre ord ikke på toilettet. Når noget ligger så lang tid i vores tarm, gærer det. Eller fermenterer. Altså den slags vores tarmbakterier lever af. Så et par overvejelser om, hvad du rent faktisk smider i maven søndag eftermiddag er ikke en dårlig investering. Jeg spiser i forvejen sjældent kød, men når jeg faster, holder jeg mig langt væk fra kødet lang tid i forvejen. Spis derfor let og grønt og gerne gøre det et par dage forinden. Et cowboytrick i den forbindelse kan være at bruge grøntsagsjuice på første fastedag. Altså fra en slowjuicer (bedre end en hurtig centrifuge-juicer). Det holder peristaltikken i gang og renser dig ud. Koloriemæssigt får du måske 200-300 kalorier i et glas grøntsagsjuice, så det betyder ikke så meget.


TIP 2: Jeg gør brug af følgende kosttilskud under fasten: Aktivt kul – fordi det binder affaldsstoffer Et par teskefulde ufordøjelige fibre – fordi det fremmer de gavnlige bakterier i vores tarmflora Lidt probiotika 2-3 gram C-vitaminer – C-vitamin bruges til mange ting, herunder som potent antioxidant Indimellem lidt Q10


TIP 3 Kaffe. Jeg drikker kun kaffe, når jeg faster og elsker det til gengæld også. Det er, som om det bare smager helt vildt godt, når det indtages så sjældent. Fasterelevant er det, fordi det hæmmer sulten, og fordi nogle mener, at det øger mængden af ketoner.


TIP 4 Køb en blodmåler til at måle dit blodsukker og dine keton-niveauer. Det er motiverende at følge sine tal, og man kan læse en masse ud af dem.


TIP 5 Elektrolytter. Vi SKAL have vores salte, også når vi faster. Derfor kan en tablet elektrolytter fra en helsekost være en god investering. Eller noget godt salt, fx himalaya-salt (indeholder mange flere mineraler end almindeligt salt).


TIP 6 Gør noget godt for dig selv. Især om vinteren fryser vi lidt mere, når vi faster, så derfor booker jeg altid en tur i saunaen om aftenen. Det er vildt dejligt. Men også fordi du fortjener det. Altså fortjener at få en massage, når nu du skal gå dette forløb igennem. Eller hvad dit hjerte begærer.


TIP 7 Det sidste tip er det vigtigste. Og samtidig det sværeste. Nemlig hvilken kost du starter op med. Når du faster over 48 timer, går din krop højst sandsynligt i autofagi, som er en af de mest eftertragtede fastetilstande. Autofagi betyder at ”æde sig selv”. Eller rettere – at foretage en hovedrengøring, hvor dine såkaldte lysozymer konsumerer meget af det junk, vi med vores vestlige ernæring har en tendens til at hobe op. En af konsekvenserne af denne rengøring er lavere niveauer af inflammation. Inflammation er som måske bekendt en af de meget afgørende faktorer for mange af vores livsstilssygdomme. Så ja, det er godt. Men kroppen er også et særligt sted i denne tilstand, med flere stamceller og mere ”modtagelighed”, så hvis vi propper os med junkfood efter fasten, rejser det inflammationsniveauerne ganske betragteligt. Jeg har oplevet nærmest ikke at kunne gå i tre dage efter en faste, fordi jeg blev så sukkerhungrende, at jeg drønede seks spandauer med smør og ost i halsen. Hvidt brød har et meget højt glukæmisk indeks og får blodsukkeret til at drøne i vejret. Og for mig spurtede inflammationen ned i mine knæ. Damn, det var nederen. Så. Hvad skal du starte op med? To ting: Grønt og gøre det langsomt. Nogle fasteklinikker anbefaler et æble som en start (fordi det styrer vores blodsukker og indeholder gode fibre), andre at lave en grøntsagssuppe. Jeg starter altid med grøntsagssuppe og styrer den intense lyst til at proppe sig, som næsten altid opstår, når man spiser igen.


Jeps. Så er der vel bare at sige held og lykke. For mange af os, som faster jævnligt, bliver det en livslang kærlighedsaffære.

Læs mere om: Personlig udvikling

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.