Sådan skaber du forandring i dit liv

Skrevet d. 7-10-2019 09:44:45 af Kamilla Christensen - Coach, Mentor, Psykoterapeutstuderende

Jeg tør godt at sige, at jeg er ret hjemmevant i at skabe forandring..


Igennem mit eget liv, har jeg skabt mange og store forandringer for mig selv. Forandringer som har kunne spores på ydre plan. Jeg har brudt den sociale arv. Flyttet mig fra laveste sociale klasse til universitetsuddannet. Til gode jobs og titler. Jeg har lidt af spise- og træningsforstyrrelser, men er med sund balance i dag.


Jeg har været stolt af de forandringer, tilskrevet dem min stærke viljestyrke og handlekraft. Men bemærk, det er forandringer på det ydre plan.


De har gjort en forskel og man skal starte et sted, men det som virkelig tæller er, forandringerne på det indre plan. Forandringerne som ledte mig fra indadvendt og angst til nærværende og rolig. Fra afvisende og ufølsom til kærlig og forstående. Fra opslugt og overvældet af tanker til, at jeg observerer, tillader og lader tankerne komme og gå.


De forandringer kom kun fordi jeg søgte indsigt og forståelse og fik højnet min bevidsthed. Hvor tror du den største værdi af mine forandringer ligger?


Bevidsthed, bevidsthed, bevidsthed

Anthony de Mello har skrevet bogen ’Bevidsthed, bevidsthed, bevidsthed’ og den har hjulpet mig til at forstå og se, hvad det er, som virkelig hjælper os til forandring. Og jeg kan se, at det er sket. Helt uden rigtig at være klar over, hvad det var, som skete. Det forstår jeg først nu.


Det han siger er, du vil forandre dig uden anstrengelse, den dag du begynder at forstå.


Når det bevidste liv begynder at tage plads fra mørket, vil det der er dårligt forsvinde og det der er godt blive næret. Forandringen sker og du skal ikke gøre noget for det.


Det kan lyde irriterende, for i det udsagn, er der ingen opskrift, ingen metode – og før i tiden ville jeg da også på det kraftigste have opfordret dig til en lave en handlingsplan. Arbejdet med viljens kraft. Men i dag er jeg mest af alt optaget af at få dig til at forstå. Deraf kommer forandringerne, de selvkærlige valg og du får frigivet følelsesmæssig plads til at foretage de handlinger, som du har brug for.


Så det er ikke fordi, du ikke kommer til at gøre noget eller handle. Men du skal gøre det fra det rigtige udgangspunkt, hvis du vil have noget ud af det.


Husk på, du ændrer kun det, du forstår. Hvad du ikke forstår og ikke er bevidst om, fortrænger du. Det forandrer sig ikke. Men når du forstår det, forandrer det sig.


Man kan kontrollere det, man er bevidst om, det man ikke er bevidst om kontrollerer en. De fleste har travlt med at gøre noget, få styr på tingene – på det ydre plan. Inklusiv mig selv en gang. Problemet er, vi kan ikke ordne ting, vi ikke forstår.

 

Vi må forstå, men hvordan gør vi det?

Ved at iagttage os selv!


Træd væk fra dig selv og observér alt det, der er indeni og omkring dig, som skete det for en anden – og uden at dømme. Vær opmærksom på det du siger, det du gør, det du tænker, hvordan du agerer. På dit motiv, dit udgangspunkt. Osv.


At observere betyder, at man ikke tager det, som sker, personligt.


Det betyder at se på tingene, som om man ikke har forbindelse til dem, lige meget hvad der sker. Når du gør det, opdager du gradvist, at du holder op med at identificere dig med det, du formentlig kalder ’dig’. Alle dine ydre etiketter, overbevisninger, dine tanker og følelser osv.


Lad mig give dig et eksempel, som handler om angst, men som ligeså vel kunne handle om at være stresset, bekymret, at have kærestesorger, at være træt af sit job eller andre udfordringer.


Vi kan have angst for fiasko, for ikke at være gode nok, for andres dom. Listen fortsætter i det uendelige. Men det som er væsentligt er, hvad er det, som sker, når vi har angst? Vi er opslugt af negative tanker og følelser, det er, hvad sker – og vi lider – men kun fordi vi identificerer os med de tanker og følelser.


Problemet er, vi lider af en illusion. Vi ser ikke virkeligheden, for hvis vi gjorde, ville vi se, at virkeligheden ikke er problematisk. Problemet eksisterer i sindet, fordi du har identificeret dig med dit ’mig’ og med følelserne i dig. Du lider fordi du har forventninger og krav til, hvordan du eller noget skal være.


Du er midt i orkanens øje og du forsøger at bekæmpe den. Men du er evigt forbundet til den kamp – det være sig angst eller andre negative tilstande, så længe du bekæmper dem. Lige så længe du giver dem kraft. Så længe du har modstand på virkeligheden. Så længe du vil have noget anderledes. Vil være noget andet, vil have andre til at forandre sig. Der forandrer du intet.


Så, hvad så?

Det jeg vil frem til er, du er meget mere ’effektiv’, når du ikke er følelsesmæssigt involveret i et problem, du går til handling. Negative følelser forhindrer handling, de holder foden på bremsen. Så vil du have forandring, må du håndtere dine negative tanker og følelser.


1. Først og fremmest, bliv bevidst om dine negative tanker og følelser

2. Forstå at tanker og følelser er inde i dig, ikke udenfor. Det er ikke de andres skyld, forholdene omkring dig, arbejdet osv.

3. Forstå at tanker og følelser kommer og går og lad være med at identificere dig med dem. Træd væk og se på dem


I bund og grund forstå, at når du forandrer dig, så forandrer alt sig. Forstå, forstå, forstå. Slip fri ved at gennemskue, hvad der er på spil. 


Er du klar til at lytte og observere?


Og vil du have min hjælp til at udfordre dine ideer. Til at komme i kontakt med virkeligheden – Så kontakt mig gerne.

 

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.