Skrevet d. 1-3-2020 12:27:46 af Shasmina Gormsen - Coach
Det er her vi starter. Ved den til tider glemte sandhed, at det kræver mod, at blive den, du virkelig er. Og hvorfor er det, det gør det? Jo fordi det kræver mod at være dig, være dig selv bevidst, og at stå ved den, du så rent faktisk er. Og hvad har det med lykke at gøre, kan du spørge. Det er lige præcis det, indlægget i dag handler om.
Men lad os lige starte et andet sted, for hvad er lykke egentlig overhovedet for noget? Det har mange gennem tiden forsøgt at definere, og definitionerne er alt andet end ens. Spørgsmålet er et af de ældste i filosofien og forsøgt besvaret af alt fra Aristoteles, der med begrebet Eudamonia, sætter lykke som livets højeste gode. Til Nietszche, der lidt forsimplet mener, at det at opnå magt, er lig lykke. Det er samtidig et af de seneste spørgsmål til at få fornyet opmærksomhed fra videnskaben, hvor især neurologien, sociologien og psykologien studerer spørgsmålet indgående. Personligt synes jeg, at det er et af de mest spændende spørgsmål der er. De fleste, som har studeret lykke, kommer frem til to ting, der synes at være essentielle. De to ting er: oplevelsen af positivt velvære kombineret med en følelse af, at ens liv er meningsfuldt og værdifuldt.
Desværre anskuer mange lykken som noget “derude” der kan forfølges, fanges og fortæres, det er den ikke. Og jo mere vi jagter lykken, jo mere ulykkelige bliver vi. Når lykken jagtes, fokuserer vi udelukkende på dens ene ben: følelsen af positivt velvære. Vi glemmer at lykken er mere end det, og ender med at blive stresset i forsøget på at tilfredsstille den evige lyst. Det andet ben: meningsfuldhed og værdifuldhed er nemlig - viser det sig, bærende for det første ben: positivt velvære. Det vil sige at uden meningsfuldhed og værdifuldhed forgår oplevelsen af positivt velvære, nærmest inden kagen er spist op.
I næste indlæg kommer jeg med en række videnskabeligt dokumenteret metoder til at blive mere lykkelig, men inden vi når dertil skal vi lige se lidt nærmere på de her to ben. Vi kan jo starte med at slå fast, at det første ben, selvom det ikke er nok i sig selv, er vigtigt. Det at opleve positivt velvære er jo lige der, hvor vi føler os allermest lykkelige. Så hvordan får du mere positivt velvære i dit liv.
Det gør du ved at finde ud af, hvad det egentlig er, du gerne vil, ved at tage dig selv seriøst og at kræve, at andre også gør det. Og det er nu, vi skal snakke om mod. For selv det allerførste skridt i denne proces kræver masser af det. Tør du at mærke efter i dig, hvad det er du gerne vil?
Lad os lige stoppe op og lave en lille øvelse. Tænk på en drøm du har, noget i livet du rigtig gerne vil. Skriv den ned. Hvad forhindrer dig i at være der? I at gøre som i drømmen? Undersøg om der er noget, du er bange for? Skriv min. 3 grunde til at dit liv ikke er som i drømmen. Læs derefter videre.
Så nu prøver vi lige igen. Denne gang med lidt mere vejledning. Når du skal mærke efter, hvad det er du egentlig drømmer om, er det vigtigt, at du starter sådan lidt omvendt.
I rigtig mange tilfælde er det, der holder os tilbage fra lykken frygt. Mange bøvler en masse med frygten for at deres drømme bliver virkelige, uden at de bliver lykkelige. Andre med frygten for ikke at kunne, eller ikke at kunne magte det ansvar eller den rolle, der følger med drømmen. Det er nu jeg inviterer dig til at være modig. For hvis ikke du finder modet i dig, til at gøre det, du mener vil gøre dig lykkelig, så bliver du helt sikkert aldrig lykkelig.
Inden vi når helt til vejs ende, synes jeg lige, vi skal vende tilbage til det andet ben. Meningsfuldhed og værdifuldhed. Hvad betyder de ord for dig? For mig at se, har meningsfuldhed rigtig meget at gøre med netop det, vi talte om lige før, at leve sine drømme. At leve livet på en måde, som giver mening for dig.
Når vi taler om værdifuldhed, ser vi også lige ind i øjnene på vores eget selvværd. Føler du, at du har værdi? Føler du, at du fortjener, at udleve dine drømme? Føler du, at dit liv er værdifuldt. At du er værdifuld? Og så er vi tilbage ved modet. For det kræver mod, at se i øjnene, hvis selvværdet halter lidt. Det kræver mod at beslutte, at du er værdifuld.
Selvværd er en kompliceret størrelse, og jeg vil ikke påstå, at jeg har et quickfix, for det har jeg ikke. Men et godt sted at starte, er at blive bevidst om, hvad det er du ønsker. Når du ved, hvad du vil have, så øv dig på, at bede om det. Det kan være ret så skræmmende. Det der sker, når du gør det, er, at du tager dig selv alvorligt, hvilket helt af sig selv booster dit selvværd. Samtidig vil du opleve, at andre mennesker reagerer på det, du beder om. De vil dig faktisk gerne, og de vil oftest hellere end gerne hjælpe dig. Du er dermed kommet igang med, ikke kun selv at arbejde dig tættere på, at få det som i din drøm, men også at få andre til at hjælpe dig med, at få det som i din drøm. Og lur mig om ikke også selvværdet følger med, når du oplever, at både du selv og andre, tager dig og dine behov alvorligt.
Vi har altså slået fast at for at blive lykkelig, er du nød til: at finde ud af, hvad der gør dit liv meningsfuldt; og, forstå din egen værdi. Hvis ikke du ved, hvad der gør dig lykkelig, hvem skal så vide det? Husk det er ikke nok at vide det, du er også nød til at tro på, at du fortjener det. Og når det er på plads er du også nød til, at være modig nok til at bede om det!
Så hvis vi skal slå en krølle, vil jeg slutte af med et lille fif. Der findes ingen tankelæsere, sørg for at find ud af, hvad der gør dig glad og bed om det. Hav modet til at være dig, være dig selv bevidst, og at stå ved den, du så rent faktisk er.
*Vil du læse mere om lykke kan jeg anbefale Happiness, A History af Darrin M. McMahon
*Har du brug for hjælp til at finde frem til dine drømme kan du læse mere i Coaching af Sofia Manning
*Er du interesseret i mere om selvværd, har Kristin Neff udviklet en masse gode øvelser om Self-compassion.