At (gen)opdage sig selv og blomstre

Når vi får kontakt og tillid kan vi rejse os igen

Forleden var der en, der sagde til mig under en terapi-session ”Jeg vil så gerne kunne rejse mig”. Og det var altså ikke fordi, hun ikke kunne gå. Det var en længsel efter at få lov til at være sig selv uden at lade sig begrænse. Gøre sig fri af usunde relationer og gamle mønstre. At få lov til at føle, hvad hun følte og være i verden med hele sig.

Der hersker ingen tvivl om, at relationer, kontakt og tryghed gør en kæmpe forskel for vores livskvalitet og vores tro på os selv og på livet. Det kan få os til at blomstre – eller visne. Ofte er det problemer med relationer, mangel på (sund) kontakt og manglende tillid, der udfordrer os.

Når vi møder modstand

”What Doesn’t Kill You Makes You Stronger”, har Nietzsche engang sagt. Og jeg har hørt mange sige det. Jeg er bare ikke altid enig. Nok er modstand med til at styrke os. Gøre os robuste. Udvikle os. Give os mod. Men nogle kan møde så meget modstand i livet, at de mister tilliden til sig selv og til andre. De har lært at trække sig væk – også fra sig selv – for at kunne udholde modstanden. De har gjort sig hårde mod verden (og sig selv), fordi sårbarhed er et ”no go”. De ved ikke længere, hvad de har brug for og lyst til. De har mistet orienteringen.

Jeg tror på, at styrke ikke kun kommer af modstand, men også af medgang. Af at opleve stærke kærlige relationer. Af at føle os elskede, set og rummet. 

Derfor synes jeg udtrykket fra forleden om ”at kunne rejse sig” er så fint et billede på den proces, jeg oplever i terapirummet. Jeg møder mennesker, der er blevet overvældet af livet, føler sig væltet eller drænet. Det kræver styrke at mobilisere modet til at række ud og søge hjælp. At få sagt dét højt, de måske ikke har turdet sige højt – eller bare tænke. Måske har der ikke været plads eller tillid til at kunne dele det med deres nærmeste.

I dét lys ligger styrken i (igen at lære) at turde vise sin sårbarhed. Og det er hér opblomstringen opstår. Når et menneske få lov til at have det, som man har det. Bliver mødt. Opdager de ikke er alene.

At se et menneske blomstre (igen)

Det hænder, at nogen spørger mig, hvorfor jeg laver det, jeg gør. Altså, er psykoterapeut.

Og jeg er slet ikke i tvivl. For det er så meningsfyldt for mig, at støtte andre til at kunne folde sig ud og ”rejse sig”, som de unikke mennesker de er. At hjælpe til at skabe forståelse for dem selv og deres situation, så de skabe det liv, de ønsker.

Når de igennem terapien efter nogen tid på ny får liv i øjnene, kan trække vejret friere igen, og oplever mere indre ro og frihed til at være dem, ja, så er det så livsbekræftende. Både for dem og for mig.

Som en blomst, der har dukket hovedet i stormen og kulden, men som et sted langt inde i cellerne har styrke og vilje nok til at strække hovedet op mod solen igen. 

Derfor laver jeg det, jeg gør.

Kh. Marianne