Vrede

Hvad er vrede?

Vrede er en af 4 grundfølelser, og den er en naturlig del af menneskets biologi.

Vreden er en kompleks kombination af kropssansninger, impulser, tanker, følelser og adfærd. Vreden er et udtryk for vores biologiske parathed til at forsvare os. Det er således en følelse vi føler os truet. Oplevelsen af at være truet aktiverer helt automatisk, og uden for vore viljes kontrol i det biologiske frygtsystem. Det vil sige, at der i hjernen og kroppen udløses såvel adrenalin som kortisol, som forbereder os på kamp eller flugt.

Når frygtsystemet tager over, nedsættes vores evne til refleksion og omtanke væsentligt. Vi handler som om, det gælder vores liv. Vrede er altså både en angrebs- og forsvarsfølelse, der mobiliserer enorm kropslig energi til kamp eller flugt, og er en integreret det af menneskets biologiske stressrespons.

Hvad er vrede godt for?

Vrede bruges til at sætte grænser og skabe afstand, når man oplever sin integritet krænket.

Vi har særligt brug for vreden til at kunne sige nej, eller til at kunne kommunikere klart og tydeligt omkring, hvad vi vil være med til, og hvad vi ikke vil være med til.

Evnen til sund grænsesætning er altafgørende for at kunne opleve sig som kompetent og i stand til at tage vare på sig selv; den er forudsætningen for den gode følelse af, at man sidder ved rorpinden i sit eget livs båd, i stedet for at blive kastet hid og did i bølgerne af, hvad andre tænker, siger, forventer eller gør.At man grundlæggende er i kontrol, og selv sætter kursen i sit liv.

Hvornår er vrede et problem?

”At tilbageholde vrede er som at drikke gift og forvente, at en anden person dør af det” - Buddha

Den sunde grænsesætning er karakteriseret ved, at vreden kan bruges på en passende og social acceptabel måde. Man er således i stand til at sige til og fra og udtrykke sine behov og ønsker uden at krænke den anden.

Når vreden tager overhånd, er det udtryk for, at man er blevet overmandet af ubærlige, negative, emotionelle, indre tilstande, som ikke kun handler om situationen her og nu.

Tidligere, ofte glemte situationer, tilbage i barndommen spiller ind, hvor man reelt oplevede sig krænket, ydmyget, disrespekteret, overfaldet eller invaderet af en dominerende anden – ofte den ene eller begge forældre.

Temperamentsfuldhed og kronisk vrede er altså en beskyttelsesfølelse overfor gamle krænkelser i form af ondskabsfulde og respektløse handlinger begået mod én af betydningsfulde tilknytningspersoner, som man var helt og aldeles afhængig af, og som var mere magtfulde end en selv.

I den optik kan vreden forstås som et forsvar mod at mærke ubærlige indre følelsesmæssige tilstande af skamfuldhed. Den skam, som er et resultat af reelt at have oplevet sig dårligt behandlet engang, hvor man ikke fik den genrejsning og den undskyldning, man burde have haft. Man blev i stedet gjort forkert.

Problemet er at den uforløste vrede fra f.eks. barndommen forbliver gemt i personen og samtidig ophobes mere og mere vrede fordi personen undertrykker sin grænsesætning – siger ikke nej når integriteten overskrides. Personen har ”lært”, at vrede ikke er acceptabelt og skal undertrykkes, og tager den strategi med ind i voksenlivet.

Fordi energien undertrykkes føler personen sig i ubalance med sig selv, mærker måske ubehag i kroppen eller er voldsomt udadreagerende når energien ikke længere kan holdes nede. Det siger sig selv, at det hverken er behageligt for personen selv og dennes omgivelser.

Hvordan arbejder vi terapeutisk med vrede?

I det terapeutisk rum tager vi kontakt til vreden, og undersøger hvad det gør for personen at undertrykke sin vrede og ikke sætte grænser.

Vi afprøver hvad det gør for personen, når vredens energi frigøres og skaber på den måde opmærksomhed på betydningen af, at sætte grænser og stå ved sig selv når situationen kalder på det.

Personen får opmærksomhed på hvordan det både kropsligt, tankemæssigt og sanseligt får positiv betydning for personens balance og følelsen af at stå ved sig selv – at være sig selv og i kontrol.

Indsigten hjælper til at skabe nye strategier til at sætte grænser, som både respekterer personen selv og dennes omgivelser.