Skrevet d. 20-9-2020 13:04:37 af Gitte Grøndahl - Familieterapeut/-rådgiver, Psykoterapeut, Mindfulness instruktør, Stresscoach, Børn og unge coach, ACT coach, Selvværdscoach, Coach, MBSR mindfulness instruktør, Terapeut
Smilla er født og opvokset i Polen. Hun og hendes familie kommer til Danmark, da Smilla er 9 år gammel. I dag er hun 20 år og går i 3. g.
”Da jeg går i 7. klasse, prøver jeg på at begå selvmord første gang”, fortæller Smilla helt åbent og ærligt. ”På psykiatrisk afdeling i Odense kan de bare ikke hjælpe mig, og jeg har heller ikke lyst til at tale med nogen. Der går faktisk nogle år, før jeg igen kan mærke, at jeg begynder at få det så dårligt, at jeg har brug for hjælp. Og det er her, Gitte bliver en vigtig del af mit liv”.
Der er mange årsager til, at jeg prøver på at begå selvmord og er selvskadende via cutting. Èn af dem er min relation til andre mennesker – til venner og til min familie. Jeg kunne ikke finde tryghed hos nogen. Det er også årsagen til, at jeg i starten af 1. g prøver på at begå selvmord igen ved at skære i mig selv og herefter får Gitte som kontaktperson igennem Odense Kommune.
Gitte og jeg taler meget om mine selvmordsforsøg og om mine problemer derhjemme, hvor jeg ikke føler mig forstået, ligesom jeg heller ikke føler mig tilpas i min klasse på gymnasiet.
Jeg er meget alene og føler mig udenfor. Jeg har svært ved at være en del af fællesskabet – og jeg har svært at lade de andre elever komme tæt på, så de kan lære mig at kende. Jeg lukker simpelthen af og er meget overfladisk i min tilgang til andre mennesker.
Omvendt falder det mig faktisk naturligt at tale med Gitte, fordi hun meget hurtigt åbner op og fortæller mig en hel masse om sit eget liv. Hun er meget personlig og nærværende i sin tilgang til mig, og på den måde er det også langt lettere for os at tale om de ting, jeg har det svært med.
Jeg føler mig tryg sammen med hende – og jeg kan tydeligt mærke, at hun hjælper mig, fordi hun gerne vil. Ikke, fordi hun skal. Alligevel tager det mig over et halvt år at åbne op overfor Gitte.
Jeg kan huske, at én af de første ting, jeg fortæller, er, at jeg hader alle mennesker! Jeg vil gerne droppe ud af gymnasiet og har slet ikke lyst til at være en del af det danske samfund. Efterfølgende taler vi meget om accept – om at alle mennesker er nødt til at acceptere nogle ting for derefter at kunne arbejde videre med de ting, der plager én.
I starten har jeg svært ved at forstå, hvad det er, hun mener, når jeg skal acceptere nogle ting – den forståelse kommer først senere…
” VI TALER SLET IKKE OM FØLELSER DERHJEMME ”
Derhjemme er jeg nødt til at acceptere, at vi ikke taler om følelser. Min mor vil gerne, men min far vil slet ikke. Det har de aldrig gjort i hans familie, og han har ikke ville prøve at lære det sammen med os. Den lukkethed, der er i vores familie er grunden til, at vi har haft så mange problemer – det har vi sådan set stadigvæk, men nu hvor jeg har lært, hvor godt det er for mig at tale om de ting, der gør mig ked af det, hjælper det. Jeg gemmer det ikke længere væk inden i mig selv, og jeg kan mærke, at det har hjulpet mig i min relation til mine forældre.
Jo, det gør det. Særligt, når jeg ikke ved, hvad konsekvensen er. Jeg ved ikke, hvor vrede mine forældre bliver på mig. Jeg ved heller ikke hvor lang tid, der går, før min far vil tale til mig igen. Og den uvished skræmmer mig rigtig meget.
Men med Gittes hjælp når jeg alligevel til et punkt, hvor jeg ved, at jeg er nødt til at handle, hvis jeg vil ændre på noget. Og nu hvor jeg endelig kan se effekten, motiverer det mig til at arbejde videre med mig selv. Alligevel går der lang tid, før effekten bliver tydelig for mig.
Jeg husker, at jeg fortæller Gitte, at jeg er ked af, jeg ikke kan se nogen effekt af vores arbejde – men nu, hvor der er gået næsten 3 år, kan jeg se en kæmpe forandring i mig selv.I min personlighed og i min tilgang til andre mennesker.
Jeg har lært, at hvis jeg gerne vil ændre på noget, er jeg nødt til at sige det højt. Jeg er nødt til at fortælle, hvad det er, der gør mig ked af det – ellers kan andre mennesker jo ikke vide det, ligesom jeg heller ikke kan vide, hvad der sker i dem.
Gitte og jeg er sammen en til to gange om ugen, men hendes dør står altid åben. Hun har ikke et almindeligt 8.00 til 16.00-job, hvor jeg kun har mulighed for at kontakte hende i et fast tidsrum.
Jeg kan ringe til Gitte døgnet rundt og mødes med hende, når jeg har brug for.
Og det har jeg virkelig været glad for. I min tid sammen med Gitte har vi dyrket mindfulness og meditation. Vi tager blandt andet til en stilledag, hvor vi mediterer hele dagen uden at tale og kommunikere med andre mennesker. Uden at se dem i øjnene. Vi mediterer og laver øvelser, imens vi lytter til coachens stemme, og jeg oplever det som en fantastisk måde at trænge ind i sig selv på og mærke sig selv.
Den form for meditation hjælper Gitte mig efterfølgende med at træne for på den måde at mindske mine selvmordstanker og lysten til at skære i mig selv, når de negative tanker prøver at tage overhånd.
Jeg bliver simpelthen trænet i at distrahere mig selv, når de onde tanker kommer. Det kræver meget træning, og jeg øver mig stadig. Samtidigt har jeg også fundet en anden øvelse, der distraherer mig.
Jeg tegner!
Og jeg kan virkelig mærke, hvor fedt det er at have fundet en hobby, der driver mig fremad. Min kunst, giver mig ro. Hvad der starter som en distrahering for ikke at yde skade på mig selv – hvor jeg tvinger mine tanker væk fra cutting eller selvmord – er blevet min terapi.
” Hvor er du så i dag?
”I dag har jeg stadig selvmordstanker og lyst til at være selvskadende. Det er ikke noget, der bare forsvinder – nu er jeg bare langt bedre rustet til at håndtere mig selv og mine tanker.
Og så har jeg fået venner!
Derhjemme er der sket det, at min far er begyndt at arbejde med sig selv. Det er en meget lang proces, men han er i gang, selvom det er svært for ham. Mine forældre arbejder også på at ændre deres adfærd i forhold til mig, fordi de nu ved, hvordan den påvirker mig negativt – selvdestruktivt.
Fra at min mor nærmest ikke har nogen viden om, hvordan jeg har det, kan vi nu tale sammen om virkelig mange ting. Og i dag er hun den person, der er tættest på mig.
I dag har jeg fået en sagsbehandler, som jeg mødes med ved kommunen. Det er meget formelt.
Hende ser jeg ikke privat, og jeg ved ikke rigtig noget om hende. Det er en anderledes relation, hvor jeg ikke føler mig nær så tryg, som jeg gjorde med Gitte. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg har lært Gitte at kende først – ellers ville jeg slet ikke kunne åbne op overfor min sagsbehandler.
Gitte har altid forholdt sig ærligt til alt det, jeg har talt med hende om. Hun har givet mig sin ærlige mening – og vist mig, hvordan en ærlig person kan være. Det har virkelig hjulpet mig meget. Hun har ikke kun været min kontaktperson og coach, hun er også blevet min ven,” slutter en smilende Smilla.
Har du spørgsmål, eller har du lyst til at høre mere om, hvordan jeg hjælper unge mennesker til at overvinde tanker om selvmord, cutting eller selvskade?
Kontakt mig gerne for en uforpligtende snak.
Gitte Grøndahl
Familieterapeut/-rådgiver, Psykoterapeut, Mindfulness instruktør, Stresscoach, Børn og unge coach, ACT coach, Selvværdscoach, Coach, MBSR mindfulness instruktør, Terapeut
Som person er jeg troværdig, imødekommende og har dertil en solid livserfaring.
Vis min profil