Skrevet d. 2-12-2020 11:35:50 af Sasja Iza Christensen - Psykoterapeut, Kropspsykoterapeut, Traumeterapeut, Familieterapeut/-rådgiver
Vi har fået skabt nogle kollektive normer som producerer en masse stress og en masse skam. Det perfekte hjem, den perfekte jul, det perfekte arbejdsliv, den perfekte familie, den perfekte krop osv.
Vi knokler for at leve op til det, måske i håb om så at blive lykkelige, tilfredse med livet, være god nok til at blive inkluderet og elsket, være gode nok forældre. Nogle gange kan vi miste orienteringen og have svært ved at mærke, om vi gør alt det, fordi det er et dybtfølt ønske og en værdi, eller om vi prøver at leve op til nogle ydre forventninger. Og ofte er det et samspil af begge dele.
Det kan i første omgang skabe et stort pres, der skaber stress i vores system. Tankerne myldrer, vi agerer uden at have os selv med, vejret trækkes ikke helt så dybt, kroppen er oppe at køre, vi bliver kortluntede, jager med familien og os selv. Indtil vi kollapser i udmattelse.
Samtidig forsøger vi at jage skammen på porten. Skammen over ikke at være perfekte, ikke at kunne finde ud af det, ikke at være god nok. Og måske siger vi det slet ikke til nogen, for så ville de jo opdage, at vi netop ikke er helt som vi ”skulle være”. Derfor stresser vi videre, så vi kan undgå at mærke de ubehagelige skamfulde følelser.
Har du brug for en hånd til at bryde mønstret?
Kærlig hilsen Sasja
En Julekalender med input omkring temaer, der knytter sig til julen og til det at være et menneske.