Vejen ind til dit barn

Skrevet d. 14-11-2019 14:06:33 af Julie Kyhn - Psykoterapeut, Coach, Børn og unge coach, Familieterapeut/-rådgiver

Angst, ensomhed, lavt selvværd, negative tanker, manglende tro på livet.


 Der er ikke noget galt med dit barn! Det er alt sammen symptomer på undertrykte følelser. Og vejen ind til dit barn er en nænsom, men meget effektiv tilgang, som synliggør barnets indre processer ved at gøre dem konkrete.


I fagtermer hedder metoden systemisk opstilling, men i bund og grund handler det om at gøre følelserne håndterbare. Min erfaring efter 14 år som lærer, AKT-lærer, cool-kids-vejleder og børn- og ungecoach er, at samtalen, redskaberne og strategierne som bygger på en kognitiv tilgang, er en stor hjælp - men symptomerne vil komme tilbage på et tidspunkt.


Hvorfor?

Fordi vejen ind til at slippe angsten, mindreværdet, ensomheden og modløsheden er via kroppens hukommelse. Det er ikke symptomerne, der er problemet. De er her for at fortælle os noget. Det vigtige er at finde ud af, hvorfor de er opstået. Tankerne har lavet overlevelsesstrategier, fordi barnet ikke ønsker at huske ubehagelige oplevelser. Men kroppen `husker”, og det er den, der skal slippe de dårlige oplevelser.


Hvordan gør jeg?

Efter en samtale med barnet har jeg en klar fornemmelse af - eller tese om - hvor kernen af problemet ligger, og hvilket indre billede, der skal synliggøres. Jeg beder barnet om at vælge en genstand, der kan repræsentere de personer, følelser eller stemninger, jeg vurderer, vi skal arbejde med i denne session. De bliver lagt ud på bordet eller gulvet. De bliver mærket på og flyttet rundt på. Og på den måde eksternaliserer vi de fastlåste tanker, følelser og tilstande, som kroppen husker, og som forhindrer barnet i at leve frit og ubekymret.

Barnet kan godt ”klare at mærke de følelser, der gør ondt”, det kan ligefrem være en lettelse, fordi det er noget, der har været gemt væk i så lang tid. Kroppen har forsøgt at komme med alle signalerne men er blevet overhørt, og det har og udviklet sig til symptomer som stress, angst, ensomhed eller andre undertrykte følelser.


Finder hjem til sig selv!

Nu ejer jeg min egen virksomhed, men da jeg arbejdede på en skole som børn- og ungecoach blev lange samtaler erstattet med: ” Julie, jeg kan slet ikke være i mig selv, kan du ikke lige lave en opstilling med mig”, og så gik eleven lettet tilbage til klassen igen.


Hvad med forældrene?

Selvom det ofte var meget sårbare ting, vi kom ind på, havde børnene lyst til at dele det med deres forældre, for det var jo bare et symptom på en dårlig oplevelse, der var jo ikke noget galt med dem!


Udtalelse fra en elev – Amanda 16 år “Julie hjalp mig til at turde åbne op og tale om de negative omstændigheder, jeg på det tidspunkt var fanget i. Det var bestemte hændelser i mit liv, der igennem en årrække var blevet en stor byrde at bære på, og jeg havde svært ved at se lyst på fremtiden. Ved Julies samtaler fandt jeg en person, jeg kunne have tillid til. Hun stillede de rigtige spørgsmål og benyttede de rigtige metoder tilpasset mig. Hendes spørgsmål satte tankerne i gang. Mine fremtidsmål og min begrænsende tanker blev visualiseret med farverige materialer eller på papir, der gjorde det let for mig at forstå min egen situation. At omdanne sine følelser og mål til figurer og farver satte mit liv i perspektiv. Jeg fik en indre kraft og styrke frem, men det vigtigste var også, at jeg følte, at min krop og mit sind var med under hele processen. Jeg fik et helt andet smukt og sundt kendskab til mig selv.”

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.