Hvorfor er stærke velfungerende mænd svage?

Skrevet d. 23-10-2017 16:51:54 af Birgitte Hardt Jørgensen - Psykoterapeut, Parterapeut

 

Mænd og kvinder der har styr på sit liv, ser vi mere og mere falde fra hinanden følelsesmæssigt i parforhold. Det ender nogen gange med skilsmisse, uden der er blevet talt om det eller rigtig lyttet til, hvorfor man er havnet her. Idet mændene hjemme bliver mødt af ikke at gøre noget godt nok. De lader de stærke kvinder kontrollere alt på hjemmefronten, – hus, børn, mad og livstil. Når mændene udtrykker utilfredshed, bliver de mødt med, at de aldrig deltager, ikke er hjemme, eller de bare er uden initiativ. Hvorfor lader disse mænd langsomt til at  miste deres fodfæste og i værste fald sig selv?

Jeg hører i min praksis, at det er ikke fordi, mændene ikke vil deltage, men de har givet op, fordi de enten ikke kan komme til fadet, eller de hele tiden får at vide, de ikke er gode nok eller hurtige nok.

 

En del kvinder er blevet opdraget med, at vi skal være lige så gode og næsten bedre end mændene, så vi kan klare os selv. Det er da også en god ting, men ikke for enhver pris. Alt med måde og det gælder begge veje. Vi skal vise hinanden respekt og give hinanden plads og slippe kontrollen og tro på at den anden godt kan, også i en travl hverdag. Der er ingen der dør af ikke at få økologisk mælk eller spise pizza i en uge. Lyt til hinandens behov, og hvis I ikke kan huske dem så bed om at få dem repeteret. Ingen kvinder har lyst til at være dominerende og kontrollerende, når konsekvensen er en svag mand, der bare har givet op.

 

Parforhold er hårdt arbejde på den måde at forstå, at man løbende skal pleje det ved bl.a. at give hinanden plads. Parforholdet er ikke en ret man køber sig til, men noget man gør sig fortjent til.

 

Parforholdet for mig er et specielt forhold, da man her vælger hinanden til, og det betyder man også fravælger noget. Når man vælger at være i et parforhold er der 3 betingelser, der skal opfyldes, for at det skal lykkes.

 

Udover at man elsker hinanden, skal man udvise interesse for den anden, man skal altid være tilgængelige for den anden og overholde aftaler.

 

Hvis man ikke udviser interesse for hinanden bliver parforholdet et venskab eller et team uden romantik og sjov, og I bliver utydelige for hinanden, dvs. og i værste fald ubetydelige for hinanden.

 

Hvis man ikke er tilgængelig for hinanden og hele tiden har travlt med sit arbejde, sport, børn etc. bliver intimiteten også svær at holde i gang, da ingen vil være i anden række for den anden.

 

Hvis vi ikke overholder aftaler med hinanden i parforholdet, mister vi respekten og dermed interessen for hinanden. I værste fald begynder vi at se os om efter andre, der udviser større interesse.

 

Så mit råd til alle par er, at passe godt på hinanden ved at udvise respekt og oprigtig interesse i, hvordan I går og har det. Involver hinanden i, hvad I tænker og føler. Gå på opdagelse i hvordan I gerne vil leve sammen, og hvor I ser jer selv om 1 år eller 5 år. Har I fælles mål for fremtiden? Vil I de samme ting.

 

Når én i et parforhold har det dårligt, så har parforholdet det dårligt. Tal med hinanden og få afmystificeret bekymringer inden det er for sent.

 

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.