Den pokkers krop

Den pokkers krop 

Kroppen melder sig hele tiden. Selvfølgelig gør den det.

Fra starten af er svaret på spørgsmålet, hvem er jeg, knyttet til kroppen. Men det billede vi har af os selv udfordres hele tiden af kroppen. 

Hele tiden bliver vi mindet om, at kroppen, på sin vis, har sit ”eget liv”. 

   Mange af de kropslige påmindelser er vi fortrolige med. Når kroppen pludselig fortæller os at vi er sulten, er det ikke skræmmende. Når man støder storetåen på dørtrinnet, gør det måske nok ondt, men det er til at leve med. Når man mærker en pludselig uventet seksuel opstemthed, kan det være lidt forstyrrende, men normal til at håndtere.

   Men kroppen melder sig også på måder, som er langt mere udfordrende. Især hvis kroppen melder sig på en måde, der stiller spørgsmål ved den sikkerhed man har om hvem man er.

   Nogle former for angst kan entydigt ses som, at noget fra kroppen melder sig på en urovækkende måde. Det samme gælder kropslige sygdomme, især hvis de har alvorlig karakter.

   Kroppen forandrer sig gennem hele livet. Vi fødes, vokser op, kønsmodnes, ældes og bliver måske gamle. Og kroppen melder sig på forskellige måder på forskellige tidspunkter.

   Der er forskel på det lille barns vokseværk, senpubertetens brusende seksualdrift og alderdommens evigt smertende krop. Der er forskel på den unge kvindes kønsmodning og den middelaldrene kvindes hedeture i forbindelse med overgangsalderen. Der er forskel på den unge voksnes fornemmelse at kunne mere og mere kropslig og så den ældres vished om at kunne mindre. Heldigvis klarer vi ofte de urovækkende forandringer, der sker i kroppen, på måder der er til at leve med. Ofte ved at spejle os i omverdenen og ser på hvad andre har gjort.

   Men nogle gange rystes vi i vores grundvold af forandringerne. Det vil ofte være fordi de kropslige forandringer får noget til at dukke op, som ellers var fortrængt. En opdukken som kan forstærkes, eller måske endda foranlediges, at omverdens reaktion på de kropslige forandringer. Ganske som omverdenens reaktioner på barnets kropslige kønsmodning er altafgørende for hvordan den forløber, så er dette også gældende, når et menneske bliver ældre.

   I sådanne tilfælde kan det være den rigtige vej at tale. Tale i et rum og tale med en, som er i stand til at lytte. Og dette på en måde så det, der startede med at være ordløst, bliver en del af en samlet fortælling.