Kærligheden og den eneste ene

Kærligheden og den eneste ene

Hvorfor møder man aldrig den eneste ene?

   I Platons Symposion fortæller komedieforfatteren Aristofanes en myte om mødet med den eneste ene. I denne lille absurde fortælling skulle mennesket oprindeligt have været et firearmet, firebenet og to-hoved væsen, som på grund af overmod bliver straffet af guderne med, at blive spaltet i to. Konsekvensen af dette er, at disse spaltede væsener hele tiden søger og længes mod lige netop den halvdel, som de er blevet delt fra.

   Pointen i denne myte er, at der er ”en eneste ene”. Og at kærlighed, som en higen efter noget, er en søgen efter netop lige den halvdel, man har mistet. Der findes altså kun en, og netop en, som passer.

   Nu er Aristofanes´ myte jo kun en myte, og udtrykker bare en fantasi om menneskets kærlighedslængsel. Når man som ung og voksen søger kærligheden i form af en partner, findes der ikke kun en, og kun en, som man kan finde sammen med. Det kan godt opleves sådan i den brusende forelskelse. Er man virkelig ramt af en stærk forelskelse kan det føles som, at man netop nu har mødt ”den eneste ene”. Men det er jo kun forelskelse.

   En forelskelse kan være meget livsbekræftende, især forelskelse, som udvikler sig over i en egentlig kærlighedsrelation. Men at vælge kærligheden, og at vælge en sig partner, er ikke det samme som forelskelse.

   Når man vælger sig en kærlighedspartner kan man lidt forenklet sige, at den man vælger ”kan være enhver, men ikke hvem som helst”.

At det kan være enhver betyder, at det ikke er givet på forhånd, at netop to bestemte mennesker passer sammen i en fuldendthed. Der er mange ,som kunne være lige den man vælger, at finde sammen med og elske. Men dette betyder ikke, at det kunne være ”hvem som helst”.

   Selvfølgelig har vi, når vi bevæger os ud på kærlighedens arena, nogle ofte ubevidste fantasier om hvem og hvad det er man vil møde, og hvad man er for den man møder. Det spillerum man har, mellem at det kan være enhver, men samtidig ikke hvem som helst, kan være større eller mindre.

   Det kan være så snævert, at et kærlighedsmøde overhovedet er umuligt. Lidt som det udtrykkes i udsagnet ”ham/hende jeg gerne vil have vil ikke have mig, og ham/hende, der gerne vil have mig, vil jeg ikke have”.

   Det kan selvfølgelig også være så bredt at den enkelte kærlighedsrelation bliver nærmest ligegyldig. Enhver partner kan erstattes med en ny i en lang serie.