Gode råd til at klare corona-situationen.

Skrevet d. 8-4-2020 12:47:05 af Tina Nielsen - Coach, Mentor, Mentaltræner, Stresscoach

Hvad er det egentlig der sker med os, når vi står i så uvant en situation som Corona-krisen?


Når Danmark lukker ned og Corona-tiderne kommer helt tæt på, så udløser det en reaktion i vores hjerne. Når vi oplever stress, så sætter hjernen helt automatisk i gang med at producere stresshormoner. Det kan f.eks. både være kortisol og adrenalin.


Selvom denne reaktion sker helt automatisk, så er det vidt forskelligt fra person til person, hvordan vi håndterer selve situationen. For nogle er det enkelt og lige til – for andre volder det problemer, der kan stige i takt med tiden, der går.


Kæmp eller flygt!


I urtiden, hvor udfordringerne krævede en hurtig, fysisk indsats i form af kamp eller flugt, så er det ikke den samme indsats der kræves den dag i dag. Selvom vi nogle gange kan have lyst til at give chefen én på tuden (altså kæmpe), eller stikke halen mellem benene og løbe ud af et møde (flygte fra situationen), så er det næppe hensigtsmæssige reaktioner. Men kamp eller flugt reaktionen aktiveres stadig i vores system.


Vi ville instinktivt flygte fra sabeltigeren, når vi fik øje på den i urtiden. Det er dét samme, der sker i kroppen på en sabeltiger, når den jagter et bytte (os), som dét, der sker i kroppen på byttet, som bliver jagtet. Både sabeltigeren og mennesket er stressede i situationen. Biologien er den samme både for sabeltigeren og for byttet.


Du kan kæmpe eller flygte – opleve situationen som positiv eller negativ.


Du kan overveje om du føler dig mest som byttet, der bliver jagtet? Eller som sabeltigeren, der er på jagt?


Den akutte stress er helt naturlig, og alle oplever den en gang imellem. Situationen kan føles positiv eller negativ, alt efter, om vi på jagt efter et bytte, eller om vi føler os jagtet.


I stedet for at kæmpe eller flygte, så har vi den dag i dag brug for hurtigt at få ro i tankerne, at overskue og prioritere.


Nu ved du, at den reaktion du har oplevet, er ganske naturlig.


Det kan være at dit system har sendt besked til dig om at der er fare på færde i disse corona-tider, usikkerhed omkring smitterisiko, og hvad der skal ske. Usikkerhed om økonomi og job, nogle oplever tryghedsfølelsen forsvinder eller bliver mindre. Andre kan opleve, at det er utilfredsstillende ikke at kunne arbejde, eller arbejde på meget nedsat blus. Alt sammen noget, der kan give frustrationer og uro.

Men der er noget du selv kan gøre. For at få det bedre.


Du kan se på, hvad du har kontrol over og indflydelse på her og nu. Beslut dig for at vende dig mod nuet, slippe bekymringerne og fokusér på det som du rent faktisk har kontrol over, og indflydelse på.

Hvad kan du kontrollere lige nu?

  • Din positive indstilling.
  • Hvordan du overholder retningslinjer fra Sundhedsmyndighederne.
  • Begrænse din tid på sociale medier og se lidt færre nyheder – udvælg gerne få, pålidelige kilder til at få nyhederne fra.
  • Hvilke sjove ting kan du finde på derhjemme?
  • Hvordan kan du forkæle dig selv? F.eks. et dejligt fodbad eller andre rare ting.
  • Find en måde hvordan du kan skabe struktur i din ”nye” hverdag.
  • Husk på, at du gør en forskel – hvis du overholder retningslinjerne fra myndighederne, så er du med til at passe på udsatte borgere og sørger for at Danmark hurtigere kan få epidemien på retur.
  • Prøv at få sovet og hold en normal døgnrytme.
  • Spis sundt og varieret.
  • Hold dig mentalaktiv – læg et puslespil, hør en mentaltræning, læs den bog du ikke har haft tid til at læse det sidste halve år, hør musik og syng.
  • Hvordan kan du glæde andre? (samtidig med at du gør det på afstand) – ring eller brug Messenger videoopkald, Zoom, Microsoft Teams, Facetime eller andre muligheder for at holde kontakten til familie, venner eller en sød kollega. Måske de bliver gladere end du tro. Det føles rart at glæde andre.

Nogle af ovenstående input er fra Sundhedsstyrelsens gode råd om mental sundhed, som jeg har samlet til dig, kombineret med mine bedste råd til denne situation.


Jeg håber du har fået inspiration til at holde fokus på dét, som du har kontrol over og indflydelse på. Tak fordi du læste med. Pas godt på dig selv derude.


De bedste hilsner fra Tina.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.

Denne hjemmeside anvender cookies for at sikre dig den bedst mulige oplevelse. Læs mere