Er du en "jeg klarer det selv" kvinde?

Det var jeg - i mange år - for sådan var det i min verden; hvis man kunne klare sig selv så var det godt!! Jeg havde rigtig svært ved at række ud og bede om hjælp til det, der var svært - for så var jeg jo svag! (i mine øjne i hvert fald).

Måske lyder det bekendt for dig?

Måske er du også af den overbevisning, at du i hvert fald kan og vil klare dig selv - også selvom du er gift, har børn osv. Da jeg blev skilt for fem år siden og stod i mit livs krise gik det op for mig, hvor meget det betød for mig at have nogen at række ud til og være en del af et fællesskab. Det gik op for mig, hvor meget jeg havde brug for min familie og venner, for at jeg kunne få det godt igen.

Vi er ikke skabt til at være alene, vi er genetisk skabt til at have en følelsesmæssig tilknytninger til andre mennesker - faktisk er det nødvendig for vores overlevelse, ligesom mad og beskyttelse. Uanset om vi er 3 år eller 43 år, har vi brug for tilhørsforhold og nær kontakt. Det kan være svært at holde fast i dette behov, når vi lever i et samfund, hvor vi bliver set på som værende "sunde og seje", hvis vi ikke har brug for andre.

Især i parforholdet kan det være svært at række ud når noget er svært - det kan der være mange grunde til, måske har vi tidligere haft nogle erfaringer med at række ud, hvor vi ikke er blevet mødt eller vi har måske dannet nogle mønstre i parforholdet, hvor vi ikke fortæller hinanden om ting, der er svære for os eller gør os kede af det.

Og nu tænker du måske - og hvad skal jeg så bruge denne nære kontakt til med min partner?

Faktisk viser det sig at en tryg tilknytning til vores partner giver mere selvstændighed og mere uafhængighed. Vi bliver også mere forstående overfor både os selv og andre. Vi er mere fleksible og åbne, når vi har en tryg tilknytning "i ryggen". Når vi mister den trygge og gode kontakt til vores partner, kan der opstå kampe. Vi kan møde vores partner med kritik, vrede og krav, som faktisk er nødråb om at genskabe kontakten igen og vi kan ryge ind i en ond spiral, hvor forholdet lige så stille køles af og vi fjerner os længere og længere fra hinanden.

Jeg havde forleden en deltager på et af mine mindfulnessforløb, som spontant udbrød: "jeg har sådan en lyst til at give min mand en krammer" - det var dejligt og livsbekræftende at opleve hendes udbrud - og det kom lige fra hjertet! Når vi giver os selv lov til at mærke, hvad vi egentlig har lyst til og brug for, så mærker vi tit den lyst til at være tæt på vores kæreste eller mand! Til at åbne op og bare være sig selv!