Kan man komme for sent til parterapi ?

Langt de fleste gange er der gode muligheder for at forbedre et parforhold - graden af forbedring handler også om det sporskifte, hvor man skifter fra, at finde fejl hos partneren til at lukke op for ens egen sårbarhed.

Det er meget lettere og meget mere udviklende at lytte til sårbarhed end til kritik. Og der, hvor begge parter er  i stand til at bevæge sig ind i tidligere sårbare situationer - også fra længe før de har mødt hinanden - der er der så gode muligheder for et dybere og kærligere parforhold - der opstår ny forståelse og ømhed og ja, kærlighed.

Så kommer man med viljen til - efter et par ganges terapi - at ville gå efter dette gearskifte - kan vi nærmest det hele sammen.

Men er der ingen vilje til gearskifte - er håndbremsen trukket alt for hårdt er det svært:

Det er svært - når der er så meget viden, der er gået under gulvtæppet i årevis. Det vil sige man er stoppet med at dele både gode og svære tanker med partneren.

Det jeg så ser i terapilokalet er, at der bliver rullet med øjnene, sukket højt og man vender sig bort. Der er angreb og opgivelse - alle nuancerne ind imellem er druknet i årene der er gået.

Imellem terapierne holder man fast i at stadig lede efter fejl - det kan være en sætning - et toneleje - der holder en fast i at bekræfte, at det her er håbløst.

Nogle gange er følelserne, der ikke mere og det er så "det sårbare" man skal ind og mærke istedet for at kritisere.

Det er også sårbart ikke at føle sig elsket og dette kan også medføre masser af kritik.

Så til spørgsmålet om man kan komme for sent til parterapi - JA, hvis det sårbare er så utrænet og langt væk fra jer, at I er for slidte til at begynde at træne - en ny måde at være sammen på. 

Sårbarhed er vejen frem til mere kærlighed - ikke kritik.