Compassion - hvad er det?

Skrevet d. 13-11-2019 14:42:14 af Birgitte Behrendt Kutter - Coach, Stresscoach

Compassion handler bl.a. om at rumme sine egne og andres svære følelser. Når vi kan rumme vores egne svære følelser, kan vi også lettere rumme andres. På den måde vil vi også opleve en større forståelse for vores medmennesker og de ting, som de går igennem. 


Ofte har vi for travlt til at have ondt i livet og derfor forsøger vi at fortrænge de tunge følelser på forskellig vis eller lave et quickfix i form af et glas rødvin, som bliver til to eller shopping af ting, vi slet ikke har brug for. Men før eller siden kommer det op til overfladen. Så kan en mindre ting vælte hele læsset, fordi der er fyldt op. Vi har ikke fået luftet ud i systemet og givet os selv den selvomsorg, der bygger et solidt fundament for at vi kan rumme de ting, der sker i livet på godt og ondt.


Vi har hele tiden et valg i forhold til, hvordan vi vil reagere på de ting vi oplever. Hvis en kollega snerrer af dig, kan du vælge at blive ked af det resten af dagen eller tænke "han har sikkert haft en dårlig morgen" og lægge hændelsen bag dig. Vi har også et valg i forhold til, om vi vil acceptere noget, som er et vilkår i vores liv og som vi ikke kan ændre. Eller om vi vil kæmpe imod. Vi risikerer at bruge al for meget energi på at ændre noget, som er uden for vores kontrol - energi, som kunne være brugt mere konstruktivt.


Compassion handler også om at give os selv omsorg, herunder at vi skruer ned for den indre kritiker og bliver mere bevidst om, hvordan vi egentlig taler til os selv.  Ofte ville vi ikke tale sådan til vores bedste ven. Sæt 10 minutter af om dagen til at lytte efter dine tanker og mærk hvilke følelser du oplever i kroppen. Det er første skridt til at blive mere bevidst om, hvordan du egentlig har det og hvad du siger til dig selv. Hvis det var din bedste ven, hvad ville du så sige i stedet?

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.