Blogindlæg: Utroskab - GoMentor

Utroskab

Skrevet d. 25-1-2018 13:59:12 af Vibeke Colstrup

Utroskab

https://pics.gomentor.com/p/id_9bbb67fa49ae4e488f9e485824be5214__b_0__ext_jpeg__w_180__sc_1/IMG_3958.JPG

Hvornår er man utro?

Der er mange forskellige opfattelser af, hvornår der er utroskab i et parforhold.
Nogen mener at det at tænke på en anden er utroskab, andre mener at der skal være foregået noget seksuelt. Jeg har oplevet at en definerede utroskab som samleje, hvor oral sex ikke var utroskab.
Måske handler utroskab om hvor meget vi giver af os selv til en anden end vores partner. Noget med nærhed og intimitet. Hvornår bliver den grænse brudt for det enkelte pars samhørighed og forbundethed.

Tillid
Jeg oplever at de par som kommer til mig, hvor den ene part har været utro, har mistet tilliden og troen på samhørigheden og forbundetheden. Det er et stort tillidsbrud. Reaktionen på tillidsbruddet er meget forskellig og afhængig af hvilken baggrund den, som har oplevet utroskaben, har med sig af erfaringer fra tidligere om utroskab eller anden tillidsbrud.

Det er utrolig sårbart at have vist åben tillid til et andet menneske og åbnet ens hjerte for at opleve at sådan som man troede det var, sådan er virkeligheden ikke. Den anden er gået bag ens ryg og har ikke givet en muligheden for et valg i forhold til at kunne ændre eller imødekomme noget fra den anden.


Hvorfor sker det?
Baggrunden for utroskab skal nemlig ikke glemmes. Der er altid en årsag bagved at vi handler som vi gør mere eller mindre bevidst. Ofte hører jeg at det handler om at den som er utro ikke oplever samme samhørighed med den anden som partneren gør. Der søges efter noget som partneren ikke giver. Det kan være nærhed, eller imødekomme den andens ønsker og behov seksuelt. Hvis der ikke er en åben kommunikation om dette giver det ikke mulighed for at handle anderledes. Dermed skal også være sagt at nogen gange ved parten som er utro ikke en gang hvad der har gjort at han eller hun var utro.

De fleste par lever i monogami og derfor er det også tabubelagt at gå til bekendelse og fortælle om utroskab. Det kan være forbundet med mange følelser så som skam, angsten for at miste, dårlig samvittighed og skyld.


Kommunikation

Derfor er kommunikation i parforholdet alfa og omega. Og det er tydelig kommunikation også selvom det er sårbart at fortælle at du tænder på noget særligt seksuelt. Giv din partner muligheden for at møde dig i den lyst.
Fortæl din partner hvis du savner at se hende eller ham i øjnene uden at blive afbrudt af snak eller telefonen som ringer. Bed om det som er vigtigt for dig således at du føler dig set og mødt og elsket!
Din partner ved det ikke hvis ikke du fortæller det.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.