The Dealbreaker

The Dealbreaker

Mange af de dealbreakere vi havde i dating-livet for 20-30 år siden er stadig lige relevante i dag. Ting som; en partner der udviser mangel på interesse, utroskab, uenighed om økonomi, uenighed om at ville have børn, umulige svigerforældre, er lige så ofte årsag til brud i dag, som de var dengang… bare for at nævne et par få eksempler.

Men der er kommet mange nogle nye dealbreakers til.

Siden 2009, hvor dating apps blev opfundet har vi haft langt nemmere adgang til potentielt nye romancer, og det er derfor også nemmere at sortere dem fra, der ikke helt opfylder vores kriterier for hvad vi ønsker i en potentielt kommende partner. Vi kan bedre tillade os at sortere nogen fra der ikke helt passer, hvis der er 10 nye matches vi kan chatte med samme aften. Mulighederne er uendelige.

Før dating apps og sites var vi nødt til at investere noget tid og følelser, før vi overhovedet datede. Før dating apps mødte man nogen i byen, til et socialt arrangement, på arbejdet eller måske på uddannelsen. To minutter, eller to måneder senere, trak man vejret helt ned i maven, gik over for at talte med denne skønne udkårne, hvorefter man tog sig sammen til at bede om deres telefonnummer, eller pænt spørge om de ville med ud og drikke en kop kaffe sammen. Om aftenen kunne man så spændt vente på de ringede eller sende en besked. (Alt afhængig af hvilket årti man befandt sig i)

Al denne tid og investering betød at man værdsatte, når éns følelsesmæssige investering gav afkast. Man var lykkelig når man fik den date, det opkald, eller den besked man havde siddet og ventet på. Hvad vi investerer i, værdsætter vi, og alle vil gerne have et afkast på deres følelsesmæssige investeringer – Det siger sig selv.

Måske derfor var folk den gang ikke så hurtige til at smide en potentiel partner på porten, hvis de ikke helt levede op til alle vores forventninger. Men måske betød det også for nogen, at de var villige til at gå på kompromis med deres ønske for en drømme-partner, fordi mulighederne var færre?

Jeg tror vi i højere grad er blevet bevidste om hvad vi ønsker i en kommende partner, og det er selvfølgelig dejligt. Men jeg tror også vi er blevet langt mere kritiske. Om det er en god eller dårlig ting ved jeg ikke. Måske begge dele.

Fordi vi har adgang til så mange forskellige dating apps, kan vi nu finde en partner med samme interesser, samme hobbys, samme kinks, samme aldersgruppe, samme baggrund, samme uddannelsesniveau, samme religion, samme antipatier, samme spisevaner, samme geografiske område…. Og ja, der findes en specifik dating app for hver eneste af disse ting - Jeg har undersøgt det!

Og det er da fantastisk! Mange der før havde svært ved at finde en partner der lagde vægt på de samme ting, kan nu gøre netop det. Hvis det vigtigste for dig er din veganisme, så kan du gå ind på en dating app for andre veganere.

Vi har nu den frihed at vælge den helt rigtige partner, og i høj grad selv sætte præmisserne. På den måde vælger vi måske også partnere vi er mere kompatible med.

Men er der ikke også noget godt ved at date et menneske der er anderledes end én selv? Bidrager det ikke positivt til et forhold hvis vi kommer med hver vores musiksmag og kan lære at elske den andens musik? Det betyder vel kun, at min horisont er blevet udvidet, og min pladesamling dobbelt så stor? Jeg lærer både noget nyt, og jeg får lov til at indvie min elskede i noget jeg er passioneret omkring.

Det lærer mig at se det anderledes som en mulighed frem for en begrænsning, og jeg lærer at åbne mit hjerte for noget hidtil ukendt.

Jeg tænker at der selvfølgelig er grænser for hvor forskellige grundværdier vi kan have i et velfungerende parforhold. Der skal i min optik være et overlap i værdifællesskabet. Måske skulle en venstreorienteret, feministisk hippie-røv sluge lidt for mange kameler for at kunne date en inkarneret Trump-fan med en traditionel kønsrolleforståelse… Der ER nogen parforhold der har et sværere udgangspunkt end andre!

På den anden side kunne forskellige holdninger, interesser og baggrunde give anledning til at begge parter blev klogere, på dem selv og på verden. Måske kunne vi holde fast i vores værdier, men stadig værdsætte mennesker med andre perspektiver?

Verden kan nogen gange føles som om den er revet midt over. Den helt store dealbreaker i dag er en modstridende politisk holdning. Mange amerikanere på begge sider fortæller, at de ikke ville date nogen der befandt sig på den ”forkerte” side af partilinjen.

I hundredvis af år har vi haft tradition for at danne par med andre inden for vores egen sociale omgangskreds. Socioøkonomisk status og religiøs baggrund var de to helt store afgørende faktorer når vi valgte en partner. Særligt hvis familien skulle være medbestemmende.

I dag, pga. internet og dating apps har vi adgang til kontakt med folk fra hele verden, og fra enhver tænkelig baggrund. Vi kan nu vælge partner på baggrund af en hobby eller en seksuel præference , og ikke nødvendigvis fordi vi har samme socioøkonomiske vilkår. Dating apps har givet os uendelige muligheder for at krydse og afkrydse bokse. Vi har aldrig været mere blandede eller mere opdelt. Der er derfor op til den enkelte at afgøre ud fra hvilke kriterier og hvilke værdier vi vælger en partner. Det gør det både lettere at finde én at dele livet med, og uendeligt meget sværere.

Hvad tænker du?

Har den politiske polarisering har bredt sig til vores kærlighedsliv?

Hvordan har definitionen af hvad der gør os forskellige ændret sig gennem årene ift. at være kompatible i et kærlighedsforhold?

Hvilke forskelligheder er dealbreakers i dag og hvilke er ikke længere?

Er dating apps og større muligheder et aktiv for vores kærlighedsliv eller har det gjort det sværere?

Hvad er dine dealbreakers?

Dater du, eller er du gift med en der er meget anderledes end dig selv? Og hvordan?

Er der bestemte grupperinger der gør os mere eller mindre kompatible som partnere?

Fortsat fantastisk uge. 

- Barbara