Sandheden om kærlighed (eller noget af den)

Jeg er ikke sikker på, at jeg er den rigtige til at give et svar på, hvad løsningen i et konfliktfyldt kærlighedsliv er.

Men som jeg ser det, er der to ting, som er virkelig vigtige. 

Det ene at finde ud af, hvilken samtale, du har brug for at tage med den, du vil eller allerede elsker, for at du kan føle dig fri i relationen. Hvad er det, du ikke får sagt, fordi din frygt for - hvad du end frygter at få ret i omkring dig selv eller situationen - fortæller dig, at det her vil du ikke blive mødt i. Den her ting, vil du ikke blive elsket for.

Men det er det, som du ikke får sagt, der netop skaber distancen i mellem jer, og forhindrer muligheden for, at dig og den, som du vil, kan have noget ægte sammen.

Det andet er dit arbejde med dig selv. Her snakker jeg ikke om feel-good-navlepilleri, hvis eneste formål er at skabe mere falsk ro indeni -og udenom dig. Jeg mener mødet med dig selv. Tør du møde dig selv? Både alt det lys, du føler dig usikker ved at stå ved, og det mørke, som du frygter aldrig stopper. I kærlighed kommer det til udtryk i spørgsmålet: Tør du have dig selv i spil? Og tør du satse stort for at have en forbindelse med et andet menneske, som du aldrig har haft før? 

Eller er du overladt til det, din tryghedsnarkomani tror på “kan fungere”? 

Jeg kan godt forstå, hvorfor det er den “trygge” kærlighed, nogle er mest villig til at gå med, for det hedder trods alt en trygshedszone af en årsag.

Ikke desto mindre er jeg overbevist om - og har erfaret på egen krop-, at den form for “kærlighed” i sidste ende altid vil komme til kort. Du ved inderst inde godt, når du “player-det-safe”, og det vil altid efterlade en følelse af utilfredshed og et uforløst potentiale i dit hjertes længsel efter at blive elsket og satse stort. “Daring greatly”, som Brene Brown kalder det.

Og her er det vigtigt at holde tungen lige i munden. For det er lige så nemt at blive fortryllet i sin forelskelse af alt det, du tror, en person er, uden at dette behøver at være en afspejlning af sandheden. Den anerkendte Jesper Juul sagde, at det tager 7 år at lære et menneske at kende. Så i virkeligheden kan du jo ikke vide det. Men det du helt sikkert kan regne med, det er, at der er nogen traits ved alle dine ‘tiltrækninger’, som giver dig troen på, at du kan lykkes med noget, og så er der noget, som gør dig utryg. 

Begge dele er en lærerig måde at møde dig selv på, hvis du er vågen og åben overfor det! Der er en grund til, at du bliver tiltrukket, om du kender den eller ej.

Og der er ikke noget rigtigt eller forkert. Du er overladt til din egen bevidsthed og dit mod her.

Men mit håb for mig selv og mit liv er, at når jeg har følelsen af at kunne se glimt af en person, som de virkelig er, og oplever en kærlighed til det - Jamen så vil jeg turde nærme mig det og se, hvad det er. Og satse stort på det - fremfor kun at turde gå med det, hvor jeg føler en vis sikkerhed på, at jeg vil lykkes med det.

Men det er skræmmende, og det er bestemt ikke for alle bare at gå derhen.

Lad mig være ærlig. Jeg har både prøvet, at en fyr var voldsomt tiltrukket af mig, men af personlighedsmæssige årsager, hos mig, ikke turde/ ville prøve med mig. 

Jeg har også oplevet, at en ekskæreste sagde, at han virkelig elskede mig og ikke følte, at han kunne leve uden mig. Men netop på grund af, at han havde mærket den smerte, den kærlighed kunne føre med sig, havde han ikke lyst til at tage chancen med mig igen. Han ville netop gerne finde ud af, at han godt kunne leve uden mig. 

Jeg har også oplevet at kende en person i 10 år og have et venskab først, hvor jeg virkelig følte, at vi så hinanden, som vi var og havde en lang ancienitet af den kærlighed, man har i et stærkt venskab - men som stadig bare ikke troede på, at det i et forhold kunne lykkes i mellem os. Og jeg blev helt overvældet af, hvor mange argumenter han havde på den front.

Altså kærlighed er en tricky ting, og der er ingen opskrift.

I lang tid troede jeg, at i tilfældet med min ven, var det “bare” et spørgsmål om, at jeg fandt modet til at stå ved, hvordan jeg havde det, og hvad jeg så muligt for os. Men jeg havde slet ikke overvejet, at han også er en person med sin egne følelser, overbevisninger og begrænsninger. Så da jeg bekendte min følelser og længsler, blev jeg chokeret, da jeg pludselig stødte ind i en mur: Nemlig hans frygt for at sætte vores venskab over styr, og hvad han så, at vi havde at miste, hvis det ikke lykkedes. Og med den mellemregning var hans referencer til, hvorfor det ikke ville lykkes flere, end de muligheder jeg så i kærlighed. Og det var så det.

Man skal aldrig underkende en anden persons frygt for at fejle. Aldrig. Man skal heller aldrig underkende den kærlighed, der ligger under frygten. Den er sikkert større, end du tror.

Og når det så sker, at dit hjerte møder en andens mur, så er min invitation til dig: Lad være med at tage det personligt. Og det leder mig til det næste indlæg, jeg vil skrive om :-)

God weekend!