Skrevet d. 24-3-2020 11:08:47 af Sasja Iza Christensen - Psykoterapeut, Kropspsykoterapeut, Traumeterapeut, Familieterapeut/-rådgiver
For mange kan corona-karantænen vi alle oplever nu, være en virkelig svær tid. Det er ikke den rene afslapning og ferie-agtige stemning, som du gennem sociale medier oplever at andre ser ud til at have.
Måske er du presset derhjemme, fordi børnene og partneren er hjemme, og du kan ikke finde tid og plads til at skabe DIT space.
Måske skal du arbejde hjemmefra, og det er slet ikke så let at få det til at køre og det stresser dig.
Måske bekymrer hele sygdomssituationen og smitterisikoen dig virkelig, og du kan mærke angsten kravle ind.
Måske dukker der gamle kendte temaer op i dine tanker og følelser, eller måske nye overvejelser omkring hvad det egentlig er for et liv du fører og hvad du gerne vil?
Skab dit space Når alt bliver flydende fordi vores kendte dagligdagsrytme er opløst, kan det være virkelig svært at få sig den tid og plads til at gøre det man kan lide og har brug for.
For at kunne det, må man først spørge sig selv om hvad der er vigtigt lige nu. Hvad er vigtigt for dig i den periode der er nu, hvor vi må erkende at intet er som det plejer. Hvad er det der skal prioriteres, og hvad kan godt vente? Er det vigtigt at du får arbejdet lige så meget som du plejer? Er det vigtigt at alle i familien har meningsfulde aktiviteter hele dagen?
Sænk ambitionerne om hvor meget du skal nå og forvent mindre.
Skab en struktur med vejledende klokkeslæt til de vigtigste ting, og aftal det med din familie eller med dig selv. Der kan være brug for at sætte rammer som guider dig igennem dagen, uden at være stramt og ambitiøst, men realistisk.
I den struktur skal du tænke dit space ind. Måske er det dagligt, måske er det hver anden dag. Måske er det blot 1 time hvor du kan snakke med venner, gå en tur eller koncentrere dig om det du vil, uden at blive forstyrret.
Tag dit behov for kontakt alvorligt! Det er helt unaturligt for os mennesker at isolere os. Det er vores instinkt at være i kontakt med andre mennesker. Det er nemlig den vej urmennesket i os finder sin tryghed.
Gennem vores relationer, vores fysiske kontakt, blikke, berøringer og stemmeføringer, afstemmer vores nervesystem sig. Er der fare på færde eller kan vi godt slappe af og bare nyde vejret, fællesskabet og gøremålene?
Når vi bliver sat i karantæne, begrænses vi i denne kontakt, og det kan være ret ubehageligt. Særligt hvis man bor alene. Vi kan ikke spejle os i hinanden og vi kan blive usikre og endnu mere ængstelige.
Men vi er heldige! For vi har alverdens teknologier til at afhjælpe det. Så brug nu endelig telefon og endnu bedre de online kommunikationsmidler hvor du kan se det menneske du taler med. Det virker på et dybt plan! Tag dit behov for kontakt alvorligt, det ligger i dit dna!
Kontakt mig for skriftlig terapi 24/7 eller online videokonsultationer.