Skrevet d. 1-6-2022 09:34:20 af Thomas Thørner - Be Change Life Coach, Business Mentor, Business coach
Hold da op en morgen - så er man ligesom igang mentalt.
Jeg var netop nede for at aflevere min datter i skole. Der er altid lettere trafikkaos på skolen omkring kl. 8, men idag var særlig slem, sikkert nok fordi man har valgt at lægge valgsted der, og mange har tænkt, at man lige kunne stemme samtidig.
Da jeg skulle ud af pladsen, havde et par stykker foran mig valgt, at bryde reglerne på pladsen, hvilket resulterede i endnu større kaos.
Det resulterede i, at en far i en af de andre biler fløj ud af sin bil, gik hen til en af “synderne”, flåede døren op og skældte voldsomt ud.
En djævel for igennem mig. Hold op et fjols at te sig sådan midt på skolens parkeringsplads. Sikke en rollemodel for vores børn. Jeg blev faktisk godt gal i skralden over den opførsel, maven kogte og jeg havde allermest lyst til at flyve ud af bilen og give ham en overhaling.
Så slog det mig - hvad er det lige der sker her? Hvorfor er det, at jeg reagerer på den måde.
Verden ses indefra og ud. Min reaktion på hans adfærd har meget lidt med ham at gøre. Jeg ser en handling fra en anden, det skaber tanker som, sikke et fjols, opfør dig dog ordentligt, hvad bilder du dig ind, hvor er du en utrolig dårlig rollemodel for vores børn. Disse tanker resulterer så i en følelse af vrede og ophidselse.
Hvis jeg havde valgt at fare ud af bilen, ville det så reelt være fair? Eftersom det er mine egne tanker om hans handling, der sætter min vrede igang, er det nok vanskeligt at give ham skylden.
Bevares, mine tanker ville jo ikke være startet, hvis han var blevet i sin bil, men jeg og kun jeg afgør, hvilke tanker jeg giver næring.
Man får det man fokuserer på. Havde jeg istedet, som jeg gjorde efter at have indset min egen andel i min vrede, grinet af hans faktisk lidt komiske gang og røde ansigt, ville jeg have haft et helt andet mindset.
Husk nu, at det er aldrig andres skyld, at du reagerer uhensigtsmæssigt. Det er alene dig, der vælger de tanker, som du giver energi, og dermed også de følelser, som tankerne afstedkommer. Det er naturligvis nemmere at give andre skylden, men det gør sjældent, at du efterfølgende er glad og tilfreds - nok nærmere irriteret og sammenbidt.
Kæmper du også med irritation og vrede over andre mennesker alt for ofte? Så er det på tide at få gjort op med det - vores tid er for kostbar til at spilde den ❤️ Så kontakt mig allerede idag for en gratis afklaringssamtale, så du kan høre nærmere om, hvad jeg kan gøre for dig.