Et menneske fortæller

Skrevet d. 22-9-2020 12:51:48 af Thomas Duholm - Psykoterapeut MPF

I dag er mit hjerte varmt, det er åbent, og jeg er i stand til at turde vise mig selv – være mig selv. Jeg er glad for den måde, jeg er sammen med mig selv og andre mennesker på. Altså for det meste…. Vejen hertil har været hård, sårbar og meget nødvendig. Den har været spændende og åbnende og ikke mindst livsændrende. Men det har bestemt ikke altid været sådan, og det er, hvad jeg vil fortælle dig om.


Allerede som 6-årig opdagede jeg, at jeg havde brug for et sted at gemme mig, når jeg følte mig utilstrækkelig, ikke mødt, ikke forstået og ensom. Et sted hvor jeg kunne være helt alene, nyde de gode følelser og lukke alt det ubehagelige ude. Et sted væk fra mine tanker og min krop. Og jeg opdagede, at det eneste, som kunne opfylde det behov, var i mit indre, i min fantasi. Det var her jeg kunne flygte ind gennem et lille, nærmest usynligt hul i hækken og bare være mig. Ligge der, usynlig for omverdenen og kigge op på himlen og fuglene, på solen og skyerne, på stjernerne og glemme alt andet – bare glemme og være fri.


I mine teenagertid troede jeg på, at det skulle blive bedre. Jeg ville være fri og nyde livet, være ubekymret, være noget. I stedet blev jeg bekræftet i min ensomhed, min anderledeshed, at jeg skulle præstere noget, der ikke var mig for at opretholde den facade, der var så vigtig for mig – nu jeg ikke turde vise mig selv. Og der stod hun så, læreren som formåede at se mig, mere end jeg kunne se mig selv. Jeg husker stadig en halv sides feedback på et essay, jeg havde givet titlen ’Det sorte menneske’. Det handlede om det moderne menneske om samfundet og mine udfordringer hermed: Mistillid, ensomhed, overflade og egen selvrealisering uden at skele til konsekvenserne for andre. Jeg blev bange for den indsigt, min lærer besad, og den dag i dag kan jeg se, at jeg ikke var klar til at modtage den dybe, indsigtsfulde tilbagemelding – for så ville jeg være blevet afsløret, også af mig selv. Jeg tror mest af alt, at jeg blev lidt bange.


Op gennem 20’erne fandt jeg stadig hullet i hækken, og gemmestedet var stadig min bedste ven. Jeg lå i sengen med hvidt brød, slik og chokolade og fjernsynet kørende. Alt sammen fordi jeg ikke turde mærke, hvad min krop stadig mere insisterende prøvede at fortælle mig. Det var nemmere, mere bekvemt og trygt for mig, for det var min strategi – at lamme mig selv, holde det væk. Men det var efterhånden også gået op for mig, at det var lige så stressende og ubehageligt at gemme mig for både andre og mig selv. Stressende og ubehageligt ikke at kigge på indersiden af min maske og alle de skygger, der forhindrede mig i at være glad, levende og fri. Forhindrede mig i at være mig.


30 år. Det var min første fødselsdag, jeg formåede at fejre og rent faktisk nyde i mit voksenliv. Og det var kun fordi en rigtig god kammerat tog fat i mig og hjalp mig med at turde. Et venligt skub i en rigtig retning. Forinden havde jeg fået et endnu større skub, da jeg var begyndt i terapi hos en kvinde, som kommenterede mit smil. Det smil jeg brugte som facade. Som et bolværk til at holde andre på afstand, så de ikke kunne se præcis, hvem jeg var. For så ville jeg jo bare blive afsløret som utilstrækkelig, egoistisk, selvudslettende og ligegyldig. Det var lettere at have masken på og leve uden for megen kontakt, nærvær og indlevelse. Eller det troede jeg, for her stod en kvinde og så lige igennem mig. Det følte jeg i hvert fald, og det var farligt, meget farligt. Men selv om hele min krop rystede og var på usikker grund, i frit fald, så var der også en lille bitte del af mig, som fandt det underligt spændende og en lille smule forløsende at blive set. At blive afsløret. Det blev starten på en ny del af mit liv, hvor jeg med en lige stor del af nysgerrighed og angst turde se på den del, som jeg havde gemt i mørket.


Mødet med denne fantastiske kvinde var ændrende og åbnede en helt ny verden for mig på både det kropslige, følelsesmæssige, mentale og intuitive plan. Og som næsten 40-årig havde jeg fået et andet forhold, en anden accept og kærlighed til mig selv, mine relationer og til verden. Jeg var glad, tilfreds med livet, og slik, chokolade og det hvide brød var skiftet ud med en plantebaseret kost og et stabilt søvnmønster.


Og her midt i 40’erne står jeg umådelig klogere på mig selv og tydeligere for omverdenen. Jeg har turde vise masken og dens bagside og for det meste lægge forsvaret og facaden. Ensomheden, den manglende grænsesætning, utilstrækkeligheden og det egoistiske findes dog stadig – men på en anden måde. De er blevet til en del, som jeg tør vedkende mig – at sådan er jeg også en gang imellem, hvis jeg ikke er opmærksom. Lige så meget er de dog med til at åbne døren ind til et endnu større rum i mig, hvor jeg, hvis jeg tør være nysgerrig, har mulighed for at stå ved mig selv, opdage endnu mere om mig selv, ændre mig selv, ændre min måde at være i kontakt og relation på. Og det åbner for det, jeg nok allermest ønsker mig: At være mig selv.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.