Det euforiske nærvær

Forleden modtog jeg en meget rørende besked fra en kvinde. Hun fortalte om et helt særligt venskab med en meget udsat og skrøbelig person.

I dette venskab oplevede de to en form for nærvær og kontakt som blev nærmest euforisk, dybt hjertelig og til tider næsten skræmmende i sin grandiøsitet.

Og det kan jo være overvældende når man sammen med et andet menneske træder ind i en så dyb kontakt, at det er som om alle de former vi optræder i, opløses. Masker, hierarki, roller og standpunkter viger, og den rene væren, menneske til menneske, opstår, uden for tid og rum.

Kvinden var faldet over mit skriv om nærvær, tilbage fra december, i sin søgen efter forklaring og spejling på sin oplevelse, og følte sig nu set. Og jeg fik med hendes besked en kæmpe gave <3 . Må det dybe nærvær blive den næste pandemi.

?NÆRVÆR

Hvordan skaber vi det nærvær, mange af os længes efter? Hvad vil det sige at være nærværende? Jovist, lyttende og tilstede, det er rigtigt. Men hvad betyder det?

For at være til stede og nærværende, nytter det ikke at vi hænger fast i fortiden og er optaget af hvad der skete engang eller skete tidligere på dagen.

Fortiden kan blive en begrænsning for at kunne åbne sig for det øjeblik vi har sammen, fordi tanker og følelser, der hører fortiden til, kan overskygge vores oplevelse af nu og her.

Det kan skabe forventninger til mødet, som kommer i vejen for at tune sig ind på de andre. Dvs. at vi med vores forventninger også kan komme til at sidde fast i fremtiden. Og igen er vi ikke helt til stede og nærværende.

Vi må altså forsøge at åbne os for at dette øjeblik kan blive helt nyt. Det kræver at vi tør være skrøbelige og tør mærke både det sitrende, piblende, boblende dejlige, kærlige, sjove og helt euforiserende der kan opstå i os og i samværet. Men også at vi tør mærke det strammende, anspændte, pinlige og smertefulde. Og at vi tør mærke tomrummet.

Ja, nu begynder den måske at bide.

For du kan måske godt mærke, at du i visse relationer har svært ved at åbne dig. Det er her fortiden er kommet på banen.

Og før du begynder at føle dig forkert eller vil prøve hårdt at åbne dit hjerte næste gang, så stop et øjeblik.

Er det en relation du gerne vil investere i?

Hvis det er, så er der nok et lille stykke arbejde, der kalder på dig.

Og arbejdet går ikke ud på at tvinge hjertet op, men på at lytte til hvorfor det lukkede i. Og hvad det minder dig om. Og tage dig af det. ?