Skrevet d. 8-12-2020 11:02:54 af Sasja Iza Christensen - Psykoterapeut, Kropspsykoterapeut, Traumeterapeut, Familieterapeut/-rådgiver
Vores ophav og vores rødder, identitet, arv, historie, fortid og fremtid.
I julen og i denne stramme corona-tid mærkes familiens dynamikker ofte lidt tydeligere. Styrkerne, glæderne og sammenholdet måske, men måske også alt det uforløste og de irriterende mønstre.
For nogle er familien den trygge havn, ro og styrke. For andre er den fyldt med konflikter, sorg eller svær kommunikation. For mange er den en blanding af begge dele. I kernen af familien ligger kærligheden.
Kærligheden har dog ikke altid kærlige udtryk som vi ser klart for den bagvedliggende kærlige intention. Vi har alle fået skrammer, sår og traumer. Og vi er i forskellig grad ikke blevet mødt, set, forstået og anerkendt. Alt det skaber filtre, der farver vores blik, så vi har svært ved at se klart. Alt det fordrejer vores sprog, så vi har svært ved at give klare udtryk.
Gennem livet har vi stået i ét særligt dilemma om og om igen, ikke mindst i familien. Skulle vi holde fast i vores eget ståsted, mening, integritet, særhed, behov eller ønske, med fare for at stå alene og miste fællesskabet? Eller skulle vi tilpasse os, indordne os, søge kompromis’et, samhørigheden, fællesskabet, familien og høre til, med fare for at miste os selv?
En krydret cocktail til familiedynamikken. Men nede under ligger kærligheden. Og med en indsats og evt. en professionel håndsrækning, kan vi bedre få øje på den og dens forklædninger. Stil skarpt på kærligheden <3 .