Skrevet d. 9-3-2021 09:39:06 af Pia Jensen - Psykoterapeut, Coach, Mentor, Parterapeut, Stressterapeut, Traumeterapeut
Alle familier er forskellige og der findes ikke en opskrift på den perfekte familie. Men det der er ens for alle familier er, at hvis en i familien har det svært vil det påvirke hele familien også børnene.
Hvis en af forældrene er sygemeldt med stress, angst, kritisk sygdom, har en psykisk diagnose, misbrug, eller man går og overvejer skilsmisse osv. Vil det også påvirke børnene. Derfor anbefaler jeg altid at hele familien deltager i terapi, også helt små børn.
Fejlagtigt tror mange voksne og desværre og nogle professionelle, at hvis de bare ikke involvere børnene i deres udfordringer, så mærker de det ikke eller påvirkes ikke af det. Men alle børn er født med sanser der opfanger sindstilstande og stemninger i familien, jeg plejer at sige at børn har små antenner som opfanger alt, selv ganske små børn, ofte før de voksne selv har erkendt problemet/udfordringen - også selv om forældrene tror man kan skjule det.
De sidste mange år er professionelle heldigvis også blevet mere bevidste om at børn faktisk tager skade af og mistrives, hvis de voksne ikke tør tale åbent om den virkelighed barnet er en del af. Børn der ikke inddrages og informeres får ofte skyldfølelse og får tanker om, at hvis bare de havde været søde, hørt efter eller havde ryddet op på værelset, havde været et helt andet barn, så var mor eller far ikke triste osv. Uansat hvor slem virkeligheden er, er den altid nemmere for børn at forholde sig til kontra fantasien, selvbebrejdelse og skyldfølelse.
Symptomer på det usagte kan vise sig ved mistrivsel i skolen, barnet har svært ved at følge med, har udfordringer socialt med kammeraterne, lukker sig inde i sig selv, trækker sig socialt, undgår at være i hjemmet, bliver voldsomt udadreagerende, vrede og kede af det. De bruger ofte alt deres energi på at finde ud af hvad det er de mærker i familien og hvad der sker omkring dem, men som ingen fortæller dem om.
Alle forældre vil deres børn det bedste og ovenstående gør forældre, fordi de tror de beskytter deres børn, at det er det bedste for banet at blive skånet for den barske virkelighed. Men det bedste man som forældre kan gøre er at inddrage barnet på barnets niveau.
Hvis det bliver for svært at gøre det selv, så bed om hjælp. Jeg er uddannet Familieterapeut og har arbejdet med dette i mange år. Børn deltager altid hos mig på deres præmisser, hvis de kun har lyst til at lytte respekterer jeg det fuldt ud, som udgangspunkt spørger jeg aldrig børnene, men altid forældrene og så byder børnene selv ind med det de har brug for at få sagt. Jeg har altid alderssvarende legetøj som børnene kan lege med, som regel begynder børnene først at lege, når alt det svære er blevet sagt højt og mor og far har påtaget sig ansvaret for at være åbne omkring det der er svært. Det er et rigtigt godt pejlemærke for, hvornår barnet begynder at slappe af og lægge ansvaret for stemningen i familien fra sig.
Som Familieterapeut bestræber jeg mig altid på at alle i familien skal føle sig trygge, mødt, set og respekteret for den man er, at alle går fra familieterapien med en følelse af lethed, at noget er forløst og med håb om at det hele kan blive bedre for hele familien.
Intet problem er for lille eller for stort at bringe ind i familieterapien.