Skrevet d. 14-6-2022 01:20:54 af Thomas Thørner - Be Change Life Coach, Business Mentor, Business coach
Endelig sommerferie !
Du knokler og knokler, stressen er høj, og nu er du endelig tæt på sommerferien. Nu skal du virkelig slappe af, nyde tiden med dine nærmeste og få ro på dagligdagen igen.
Sommerferien er helt oplagt til dette formål, men pas på faldgruberne.
Tiden op til din ferie er typisk meget travl. Der er en masse på både jobbet og privat, der skal styr på inden de magiske 3 uger påbegyndes, så stressniveauet er højt. Derfor kan du også opleve, at når ferien så skydes igang, så er det svært at komme ned i gear og virkelig nyde den fra start af.
Hvis du så ovenikøbet har planlagt ferien med familien med et tæt pakket program, så er der virkelig lagt i kakkelovnen til en udfordring.
Risikoen er stor for, at du slet ikke har skabt det overskud, som du forventede, når du igen er retur i hverdagens trummerum. Har du prøvet det?
Beslut dig for, at det IKKE skal ske i år - lav en plan.
❇️ Få lavet en plan i god tid over alle de ting, som du skal nå på både job og privat, inden du skal på ferie. Hav fokus på realismen i planen. Overvej nøje, om der ikke er nogle ting, der godt kan vente til efter ferien
❇️ Lav ligeledes en plan for hvad du skal lave lige efter ferien. Vær igen realistisk og sæt den sammen, så du selv kan se muligheden i den. Det giver dig ro i maven og et godt overblik
❇️ Få forventningsafstemt med familien. Hvad forventer hver især af ferien. Hvilke ønsker er der, og hvordan kan de opfyldes. Her er realismen igen vigtig. En ferie fuldstændig booket op med planer, vil typisk ikke give det store overskud og opladning. Hvis der ikke forventningsafstemmes inden ferien risikeres skuffede forventninger og deraf mulige konflikter. Pas på at ferien ikke bare bliver en forlængelse af den travle hverdag
❇️ Få afsat lidt alenetid hver dag. Hvad giver dig energi? Læs en bog, gå en tur, svøm eller hvad der nu gør dig glad. Brug lidt tid på at gøre status på din hverdag. Er du der, hvor du skal være? Er du glad og tilfreds? Hvor kan dit liv trænge til et boost?
Hav en skøn ferie ❤️