Om at smide badevægten ud

Da jeg var syg af anoreksi blev jeg vejet ugentligt på hospitalet og vejede mig selv dagligt, for at holde øje med vægten. Det gjorde mildest talt intet positivt, uanset hvad resultatet var. Havde jeg tabt mig, fik jeg endnu mere blod på tanden til at snyde med maden, træne hele natten osv. Havde jeg taget på ramlede min verden. Og med 2 sygeplejersker det konstant holdt øje med mig og hvad jeg spiste, samt en diæt på 4000 kalorier, var det svært at holde vægten nede eller tabe sig. Men det lykkedes ofte, og jeg kom under 40kg som 15-årig. Og lad os være ærlige, knap 40 kg er ikke pænt, når man er 169 cm høj.

Da jeg blev overflyttet til et andet hospital lavede vi en aftale om, at når jeg nåede 48 kg, behøvede jeg ikke at tage mere på, hvis jeg så til gengæld holdt vægten. Det var hårdt at skulle tage på, men en befrielse at jeg ikke skulle modarbejde alt omkring og især min egen krop længere.

Efter et par år tog jeg yderligere på, og især efter jeg begyndte at styrketræne og startede i personligt træningsforløb, blev mit forhold til maden og vægten normaliseret. Min træner bad mig smide vægten ud, og i stedet kigge mig i spejlet og på mit tøj. Det var uhyre skræmmende, men samtidig ekstremt befriende. Frygten for at have taget 200 g på eller for at blive besat af slankekure blev mindre, fordi jeg kunne se, at mit tøj passede. Samtidig blev jeg mere bevidst om alt det min krop kunne. Jeg blev blev utrolig stærk rigtig hurtigt og spiste sundt – men stadig efter en plan, da jeg ikke turde slippe tøjlerne helt.

Sådan fortsatte jeg i et år, indtil jeg blev træt af at veje min mad og gerne ville have større frihed omkring at spise ude. De sidste 3 1/2 år har jeg ikke vejet min mad, men i højere grad lyttet til min krop og brugt min sunde fornuft i forhold til, hvornår og hvor meget jeg skulle spise. Jeg bliver vejet 1 gang om året (1/9) i mit fitness center, bare for at beholde roen i kroppen. Samtidig så ved jeg, at så længe jeg kan passe det samme tøj og ser nogenlunde ens ud, så passer det nok meget godt. Vægten plejer for hvert år at svinge med +-200 g. Og i stedet for at tænke så meget på vægten, så prøver jeg at fokusere på alt det min krop kan nu samt hvor meget pænere den er nu, end for ca. 20 kg siden. Lykken er nemlig ikke nødvendigvis at tabe sig, men derimod at ændre det forhold man har til sin krop og sin mentalitet, hvis man har det skidt.

Jeg blev i hvert fald ikke lykkeligere af at have en vægt, som i høj grad var med til at definere mit humør. Og jeg har ingen intentioner om nogensinde at skulle anskaffe mig sådan en igen.