Skrevet d. 19-4-2021 10:54:57 af Sasja Iza Christensen - Psykoterapeut, Kropspsykoterapeut, Traumeterapeut, Familieterapeut/-rådgiver
Er du sikker på at du ønsker succes?
Kender du følelsen af:
- At være drevet af at skulle være succesfuld i andres øjne?
- At alt du gør, skal have en nytteværdi, et formål og skal udvikle dig?
- At hvis du ikke har en karriere, så er du ikke rigtigt noget værd?
- At få dårlig samvittighed, når du hviler og slapper af midt på en hverdag?
- Aldrig at være eller have nok?
Og når det ikke lykkes at være succesfuld, blive eller være bedre, produktiv osv., så opstår følelsen af fiasko, ikke at være god nok, skamfuldhed og mindreværd?
Det er ikke nødvendigvis dit personlige problem! Men en konsekvens for mange af os af at leve i en kultur som sætter produktivitet over alt andet.
Begrebet Internaliseret Kapitalisme dækker over den opfattelse at ens værd som menneske er bundet op på graden af produktivitet og succes.
Farerne ved den måde at leve på, er ikke svære at få øje på:
- Udbrændthed og stress
- Meningsløshed, skam og mindreværd
- En følelse af at være uforbundethed med eget liv og andre
- Overforbrug og afhængigheder
Internaliseret kapitalisme er som et kollektivt traume, der bliver til den ilt vi indånder, uden at lægge mærke til hvad vi får med ind i vores system.
Når du tænker over det, vil du sikkert ikke være enig i, at et menneskes værdi er lig med dets succes, vel? Men tankerne og stressen, der følger med, kender du måske godt.