Hvornår er en pause en pause?

Skrevet d. 30-8-2019 11:19:45 af Marie Hyltén-Cavallius - Coach, Stresscoach, Mentaltræner, Mentor, Stressterapeut, Terapeut, Business coach, MBSR mindfulness instruktør, Metakognitiv terapeut

Vi kan nok alle blive enige om, at pauser er vigtige for vores mentale og fysiske helbred. Hjerne og krop har brug for at restituere, så vi igen kan fokusere og blive skarpe i vores opgaveløsning og samarbejde med andre.


Men hvad er egentlig en pause?


Holder vi pause, når vi står foran kaffeautomaten og snakker med en kollega? Har vi pause, når vi tjekker vores private indbakke på kontoret? Er det en pause at vifte lidt med armene og rette på sidestillingen efter fysioterapeutens anvisninger, når ryggen begynder at værke?


Måske ikke helt...?


En pause er at give hjerne og krop en mulighed for at koble helt af og det gør vi ikke så længe vi er i ”driftsmode”. Når hele vores system både fysisk og mentalt er tunet ind på opgaveløsning, mærker vi simpelthen ikke, hvordan vi har det. En pause er først en pause, når vi mærker lidt af os selv. I en pause giver vi hjernen mulighed for at tune ind på ingenting og sortere de indtryk, der hober sig op i løbet af en dag. Netop det er vigtigt selv for det mest ekstroverte udadvendte menneske, der henter sin energi i den sociale kontakt med andre mennesker. Hvis ikke vi giver hjernen hvilepauser brænder den sammen. Jeg møder ofte klienter, som i forskellige sammenhænge har fået prædikatet ”ekstrovert” og har svært ved at imødekomme den indre trang til at lade batterierne op alene. De tror, at de udelukkende henter deres energi i interaktion med andre mennesker og undrer sig over hvorfor de er så udmattede. Sagen er at alle mennesker har brug for at restituere og give hjernen en pause fra snak, mails, møder og MUS samtaler. Det gælder både introverte og ekstroverte.


I Danmark og mange andre lande i øvrigt har vi ikke en særlig veludviklet pausekultur og desværre gælder det i de fleste brancher. Selv i Yogaverdenen, hvor jeg I foråret var på en 10 dages lærertræning med en helt fantastisk underviser, der dog ikke holdt en eneste pause udover middagens frokost. Det var en kæmpe udfordring at trække læring ud af dagene, fordi min hjerne var konstant på overarbejde. Da jeg kom hjem var jeg inspireret, men flad som en fregne og havde slet ikke haft mulighed for at fordøje al den nye viden.


Så prøv at tænk efter. Hvornår har du sidst givet dig selv en pause - en reel pause, hvor du tjekker ind med dig selv og mærker åndedrættet i kroppen, fødderne på jorden og himlen over dig?


Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.