Barndommens traumer

Skrevet d. 16-8-2022 12:33:25 af Lone Winfield - Psykoterapeut, Familieterapeut/-rådgiver, Parterapeut

Et barn vil altid søge nærhed, opmærksomhed og kærlighed fra de nære voksner, for at kunne have en tryg base i sin udvikling. Hvis denne tryghed ikke er til stede vil barnet gøre alt for at tilpasse sig de nære voksne, og endda lukke ned for "sig selv" for at passe ind i de forventninger og krav der er fra den nære voksne for at føle sig set.

Barnet vil gå på kompromis med sig selv for at få den følelsesmæssige kontakt, hvilket kan få store konsekvenser for barnet i dets voksne liv.

Her kan det som voksen blive svært at håndtere intense følelser og at mærke sig selv. Som voksen vil man ligeledes ubevidst være meget opmærksom på at tilpasse sig andres ønsker og behov, tage hensyn og gøre andre glade - fremfor at have fokus på sig selv. Som voksen kan man føle, at man mister sig selv, hvilket ofte vil opleves som angst, indre uro og stress, tankemylder, ufølsomhed, tristhed eller nedtrykthed.

Når man oplever en barndom, hvor man ikke føler, at man har fået lov til at være det barn man var - måske med et for stort voksenansvar - eller er blevet gjort forkert og udskammet af de nære voksne,  så mister man kontakten til sig selv. Her mister man evnen til at sætte grænser, evnen til at være i kontakt med egne følelser og mærke hvad der føles rigtig for en selv.

Barnet vil ikke elske sine nære voksne mindre, men derimod lære at elske sig selv mindre og blive selvkritisk på en uhensigtsmæssig måde - måske endda destruktiv måde - da erfaringen det har med sig fra opvæksten, er at have "antennerne" ude, og have fokus på andre - fremfor sig selv.

Er dette noget du kan nikke genkendende til?

Barndommens traumner vil følge dig hele livet og påvirke din måde at være i et parforhold, i andre relationer og ikke mindst i relationen med dig selv.

I terapi kan du arbejde med de traumemønstre, som din krop og dit "indre barn" ikke glemmer. Den følelsesmæssige bearbejdning vil være starten på din indre healing og vejen til at mærke hele dig og skabe den forandring i dit liv som du ønsker.

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.