Skrevet d. 21-4-2022 14:26:22 af Lone Winfield - Psykoterapeut, Familieterapeut/-rådgiver, Parterapeut
Forstil dig et sår på din krop, som gør ondt og som du beskytter for at give det mulighed for at hele.
Du kan på samme måde også have “ indre sår”, som er smertefulde. Måske har du haft en svær opvækst? Svigt og følelser af ensomhed og forladthed, som du har oplevet i din barndom, er også "sår i vores indre”, som kan rumstere i voksenlivet og skabe følelsesmæssige problemer i dig og i dine relationer. Gøre dig ked af det, trist, nedtrykt og deprimeret! Eller måske give dig følelsen af skyld og skam?
Når du i voksenlivet møder og bliver konfronteret med følelsesmæssige situationer, der giver genklang i barndomstraumer, - ja så vil "de indre sår" gøre ondt, og du vil føle dig sårbar. Måske vil du også mærke indre stress, uro og angst.
Disse følelsesmæssige eller kropslige reaktioner er tegn på, at din psyke og din krop husker det der skete engang i dig, i din opvækst og i dine nære relationer.
Samtaleterapi kan hjælpe dig med at få kigget på det der gør ondt, og få bearbejdet de svigt og traumer der er forbundet med din opvækst. Du vil opleve at du tager vare på dig selv, og at det er befriende at sætte ord på det du, måske i lang tid, har skubbet væk.
De indre følelsesmæssige sår får mulighed for at hele i dig.