Dating: den svære kunstart

af Stine Gram

Sidst opdateret 20-8-2020

Reviewer Unknown User

Denne artikel handler om, hvordan du kan komme til at mestre dating - især når du er kvinde, hvor dit grundlæggende tilknytningsmønster gør, at du elsker for meget.


Ifølge Danmarks Statistik er vi 1.189.020 singler i Danmark, og tallet har aldrig været højere. Det er 7.830 flere end i 2018. Og det samlede antal er endnu højere, da undersøgelsen kun tæller enlige, der bor for sig selv. De singler, der bor i kollektiv, på kollegier etc., er ikke talt med. Med andre ord består 44 % af alle husstande af én voksen. De fleste er kvinder, og mange af dem er ufrivilligt singler.

Men hvad skal der til for at komme fra singletilværelsen ind i parforholdet? Det burde vel ikke være så svært? Men det er det åbenbart. Tallene taler for sig selv. Der er flere faktorer i spil, og her tager jeg fat på en af dem: Vi skal ud og date for at møde en partner. Og vi skal lære, HVORDAN man dater. Om det er en blind date, en vi har skrevet med, eller om det er en, vi kender, så skal vi date og være åbne over for det modsatte køn, og vi kan ikke springe dette trin over.

 

mand og kvinde på kaffedate

Det instinktive niveau styrer vores tiltrækning

Det kan for mange betyde, at de skal fremelske nogle helt nye kvalifikationer i sig selv, for det er ikke bare lige sådan at date. Der er en masse uskrevne regler, som kan synes irriterende, men som ikke desto mindre stadig er hensigtsmæssige at tage hensyn til, hvis man gerne vil nå fra første date til anden date og fra anden date til tredje date og så videre. Det lyder som et spil, men jeg ser det som vores instinkter, der styrer os, og dem er vi ikke rigtig herre over. Men når vi kender dem, kan vi begynde at anerkende deres store betydning for fx tiltrækningen og handle derefter.


Du kan øge eller forringe tiltrækningen

Hvad er tiltrækning? Hvis vi godtager, at to mennesker er tiltrukket af hinanden, kan denne tiltrækning forringes eller intensiveres. Det er her, man kan handle på bestemte måder, som øger tiltrækningen, og det er disse handlinger, der kan føles som et spil, men egentlig blot er instinkt-styret.

En af de handlinger, der kunne intensivere tiltrækningen, kunne være IKKE at være tilgængelig hele tiden. Vi er som regel ikke så interesseret i det, der bliver serveret for os, eller det, som virker afkrævende og får os til at føle, at vi skylder nogen noget. Mange kvinder med ondt i kærligheden bliver ovenud begejstrede, når de møder en mand, de vurderer som god, stabil, klog og attraktiv. De bliver så begejstrede, at de kommer til at lægge sig fast på, at det skal være ham, der skal opfylde deres drøm om et parforhold, fremfor at slå koldt vand i blodet og se, hvad tiden bringer – enten med ham eller med andre mænd.

Der er ikke ro på nervesystemet, når man har en forventning om, at noget bestemt skal indfris, for at man kan føle sig glad og tryg. Man er i en slags overlevelsestilstand, da man i bund og grund er bange for at miste den person, man nu har valgt. Særligt kvinder med den ambivalent-nervøse tilknytning vil opleve denne frygt. Dette tilknytningsmønster gælder både mænd og kvinder, men præger især kvinder.

Når tilknytningsmønstrene spænder ben

Kort fortalt er vi præget af vores tilknytningsmønstre, som blev skabt i den tidlige barndom. De er vores forsvarsmekanismer og bliver aktiveret, når vi føler frygt og vil beskytte os mod det, vi frygter. Der er 4 tilknytningsmønstre: Den trygge, den ambivalent-nervøse, den undvigende og den desorganiserede.

Har man den ambivalent-nervøse tilknytning, vil man opleve, at man er bange for at miste kærligheden, og derfor føler man trang til at holde fast i den ved at ’forsvinde’ over i den anden. Det gør man i et forsøg på at afkode den anden, netop for at kunne handle rigtigt, så man kan få dennes kærlighed. Det betyder, at man mister følingen med sig selv og sine egne behov, og den anden vil have svært ved at mærke en, fordi man ikke kan mærke sig selv.

Ægteskabs- og familieterapeut Robin Norwood udgav i 1985 en bog, der med tiden er blevet en klassiker, ”Kvinder der elsker for meget”. Heri beskriver hun netop denne mekanisme hos mange kvinder. De glemmer sig selv og har al fokus rettet mod den person, de dater eller er sammen med. De vil ofte tiltrække dem, der ikke er følelsesmæssigt tilgængelige, for på denne måde kan deres mønster blive holdt i live. Prisen er selvfølgelig, at de lider og bliver et offer for deres uhensigtsmæssige tilknytningsmønster. De skaber helt naturligt en distance til manden ved at sætte ham op på en piedestal. De leder efter en at elske, og når de finder en, der virker bedre end de foregående mænd, er de hurtigt overbevist om, at han er den rette, og de kan ikke vente med at få ham tæt på – helt tæt som i en symbiose. Det er denne symbiose, de husker fra babystadiet, og som føltes trygt og altfavnende, men som forsvandt, når mor indimellem forsvandt. Kan de genopleve denne symbiose med en mand, kan de igen føle tryghed. I processen glemmer de bare sig selv og deres egne standarder.

Frygt og flirt går ikke hånd i hånd

Og for at vende tilbage til dating: Hvad sker der med denne slags kvinder, når de begynder at date? De får med det samme aktiveret deres tilknytningsmønster, når de møder en mand, de er interesseret i. De får tunnelsyn og ser kun ham, venter på hans sms’er og nærstuderer dem, prøver for hårdt at fange hans interesse, er alt for tilgængelige, er taknemlige for meget lidt og giver som regel langt mere, end de får. Alt sammen for at opnå tryghed og føle sig elsket.

Hvordan passer dette mønster ind i datingens ædle kunst, hvor man er legende og ikke sikker på noget som helst? Hvor interessen bliver skabt ved at skabe spænding hos manden – spændingen ved, at han ikke helt ved, om han har scoret hende? Dårligt. Dette mønster passer rigtig dårligt ind i datingens kurtisering, hvor der opbygges spænding og begær gennem dynamikken ’tæt på-distance’. Kærligheden mærkes, når man er tæt på, og begæret opbygges, når man er langt fra, men den ambivalent-nervøst tilknyttede kan blive overvældet af frygt, når distancen indtræffer.

At handle i strid med ens forsvar for at blive hel

At date er derfor et ultimativt vækstpunkt for den ambivalent-nervøst tilknyttede, for hun skal handle i strid med sine instinkter, der ønsker symbiosen. Hun skal lære at dosere sine følelser og ikke blive et offer for dem, for generelt FØLER hun rigtig meget og bliver ofte overvældet af sine følelser. Men det er følelser baseret på de tidligste erfaringer fra barndommen, og det er naturligvis uhensigtsmæssigt, når de styrer hendes adfærd. Hun skal også lære at vende fokus mod sig selv igen og igen og igen, når hun forsvinder over i ham og prøver at regne ham ud og please ham.

Det bliver en vigtig del af hendes helingsproces at kunne administrere disse 4 ting: at lege, at tillade distancen, at dosere sine følelser og at vende fokus mod sig selv. Dette kræver enormt meget selvbevidsthed og dedikation, men belønningen er, at hun får langt bedre føling med sig selv og kommer mere og mere ind i den trygge tilknytning, som er det tilknytningsmønster, der kendetegner os alle, før vi blev skrammet og bulet af livets mange udfordringer. Herfra kan hun bedre træffe valg og være til stede i nuet, uanset hvad det måtte bringe af uønskede oplevelser. Hun kan tillade afvisninger uden at gå i stykker og miste uden at føle, at fundamentet skrider under hende. Den trygge tilknytning er lig med følelsesmæssig frihed, og den er tilgængelig for os alle inde bag forsvarsmekanismerne.


Skrevet af Stine Gram Coach, Kærlighedscoach, Datingcoach, Mentor, Mentaltræner

Vi samarbejder med



Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte GoMentor. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.